År 2020 – begyndelsen på en helt ny verden?

År 2020 – begyndelsen på en helt ny verden?

Jeg har i en rum tid kigget på planeternes baner og sat dem i sammenhæng med numerologien. En slags “astrologi-møder-numerologi” da de områder naturligt hænger sammen. Jeg kalder det “Nustrologi” (arbejdstitel) – en nutidig sammensmeltning af de to områder.

Her kommer mit nustrologiske bud på, hvordan de næste år vil udspille sig, med 2020 som det store vendepunkt. Det år er der nemlig et planetarisk møde af nogle af de mest indflydelsesrige planeter.

For at starte et sted: Siden 2008 har den transformerende planet Pluto stået i Stenbukkens tegn, hvor den har tænkt sig at blive frem til 2024. Stenbukken er et kardinaltegn, som står for strukturer, systemer, love, regler. Det er et ambitiøst og målfast tegn.

I 2008 var Jupiter ligeledes i dette tegn og som vi ved, var dette år den mærkbare begyndelse på den globale finanskrise. Jupiter forstørrer alt på godt og ondt, hvilket den så sandelig også gjorde her.

I 2020 kommer Jupiter igen i Stenbukkens tegn, hvor Pluto altså stadig står, men denne gang er den ikke alene. I 2020 vil Jupiter, Saturn, Pluto nemlig alle være i Stenbukkens tegn. Pluto er en nedbryder/transformator, Saturn er den store skæbneplanet som også hersker over Stenbukken og Jupiter forstørrer og ekspanderer. Da Stenbukken altså står for samfundets strukturer er det nærliggende at forestille sig, at vi på massivt plan (stort globalt plan) atter vil se bemærkelsesværdige ændringer i politiske og økonomiske systemer. Et stort skift kan ihvertfald forventes. Jeg vil tro, at det næsten kan blive i et omfang og med en hast, at 2017 og alle andre år før 2020 hurtigt vil få prædikatet ”den gamle tid” eller ”de gamle dage” og at 2020-2021 vil blive lynstemplet som Den Nye Tidsalder. 2020 er  numerologisk et 4´er år, det står om noget for forandring og nedbrydelse af det gamle, det dysfunktionelle og ind med det nye. Ofte forandring på den hårde måde.

Jupiter og Saturn i cyklus møder hinanden hver 20. år (cirka). Det er der som sådan ikke noget stort og forkromet i, det oplever man i hver generation. Forskellen her er, at begge planeter går ind i luft-tegn for første gang siden 1400-tallet – de går nemlig ind i Vandmandens tegn. De har begge været i jord-tegn siden 1802 (altså omkring det tidspunkt hvor jeg begyndte at forfatte dette monstrum af et indlæg :p). Den 21. december 2020 ved vintersolhverv/sommersolhverv (alt afhængig af hvor på planeten, man befinder sig) starter altså en ny cyklus ”baseret” på luft. Den varer frem til 2159. Det er altså en lang periode der starter i 2020.

En anden naturlig forandring kan være, at vi vil se en ende eller ihvertfald kraftig nedgang i brug af kul, fossile brændstoffer, olie og lignende. Tunge industrier, tungt maskineri. Alt, hvad der er ”tungt” og ”jordligt”. I 1980 fik vi en forsmag på dette, da Jupiter og Saturn kortvarigt var i konjunktion med Vægtens tegn, som er et luft-tegn. Årene omkring 1980 var også den spæde start på internet, personlige computere etc – begyndelsen på den her ”luft”-teknologi. “Luft” som i tanker, det er noget der er i ”luften” eller i bevidstheden, det er ikke håndgribeligt. Fra 2020 vil man astrologisk set opleve den eksponentielle udvikling for alvor brage derudaf, den revolutionerende tidsalder, der er talt og skrevet meget om i mange år, nemlig Vandmandens tidsalder. Den udvikling starter ikke kun i et 4´er år, men også er repræsenteret af 4-tallet i hele perioden, som vil vare i 1000 år. Det betyder højteknologi, innovation og revolutionerende opfindelser. Energi-medicin, førerløse biler, gennembrud inden for batteri-teknologi og hvad ved jeg. Følger man ”med vinden”, vil man altså være flyvende, høhø. Elon Musk har ihvertfald visionerne i orden. Mon ikke også der vil komme store fremskridt inden for fly-industrien og transport generelt. Personligt venter jeg på færdiggørelsen af det der 19-minutters tog fra KBH-Berlin, som sender en afsted med lufttryk fordi sådan noget har jeg haft lyst til at prøve siden første gang jeg så Total Recall.

Billede fra Hyperloop Transportation Technologies, som udvikler supertog der kører på lufttryk gennem et rør

Saturn og Pluto – to store sværvægtere – starter også en ny cyklus i 2020. De to i konjunktion har ofte betydet betydningsfulde begivenheder i verdenshistorien, begyndelsen af 1. verdenskrig, slutningen på 2. verdenskrig o.a. Det handler meget ofte om restrukturering af magtfordeling. Det negative ved dette kan være potentiel øgning i korruption, tyranni og kriminalitet. Det positive kan være kæmpe fremskridt inden for kvantemekanik, genetik. Saturn er kendt som en hård læremester og Pluto er direkte nådesløs, når det kommer til at skrælle illusoriske lag af.

Jupiter og Pluto møder også hinanden igen i 2020 og de to sammen handler som regel som overflod, stor rigdom og hvordan den rigdom vil blive brugt – vil den blive brugt til alles bedste på en inkluderende måde, hvordan skal det struktureres? Det vil fremtiden vise.

Midt i alt dette er dog en joker. I maj 2018 går Uranus ind i Tyrens tegn. Uranus kan betyde forandring, den er kendt at være ustyrlig,  for at være et Wild Card. Tyren står bl.a for penge og økonomi. Det kunne tyde på en endnu tidligere rysten af den globale økonomi.

”Nustrologien” skal ikke være frygtbaseret. Det skal dog ikke forhindre mig personligt i at tage fornuftige forholdsregler for at gøre det lettere for mig selv og andre, for jeg tror absolut på, at ovenstående er et reelt muligt scenarie – også en snarligt kommende global finanskrise. Jeg ser dog ikke nødvendigvis krise som en dårlig ting. Jeg har længe ønsket en større medmenneskelighed, en løften-i-flok-mentalitet end jeg synes der generelt er nu. Folk, der fulgte med i min gamle (nu nedlagte) blog ved, at det er en af mine kæpheste. At man ihvertfald i velfærdsstaterne får lidt færre first-world-problems og lidt mere autenticitet. Mere sammenholdsfølelse, mindre egoisme. Der er alt for mange zombier, der kun tænker på sig selv og deres nærmeste. Næh, det skal jeg måske ikke blande mig i, jeg kunne dog håbe på at sådanne kriser og nye tider kunne gøre, at vi kommer hinanden ved som den store familie, vi nu engang er på globalt plan.

 

Universal Goals Numerology