December 2019-januar 2020. Velkommen til verden.

December 2019-januar 2020. Velkommen til verden.

Jeg ville egentlig ikke skrive om de tre store fluer, der er på vej med eet smæk idag, men som altid presser det sig så meget på, at andre livsnødvendige opgaver som søndagsstøvsugning og tøjvask desværre må lide en udsættelse. Ærgerligt er det, men nogle gange må man prioritere.

Hvis nogle skulle være i tvivl, står vi i fødekanalen til nogle af de mest transformerende (og måske derfor presserende) energier i mange, mange år – ihvertfald i vor levetid – hvilket på et kollektivt plan for alvor vil skyde os ind i en ny tidsalder. Vandmandens tidsalder.

Før Vandmanden kan bygge strukturer ud fra sine begreber som tolerance, lighed, venskab og fællesskab, så skal Saturn lige høvle alle strukturer igennem først med 3 år i Stenbukkens tegn. I disse år med stærkt følgeskab af Pluto og nu også Jupiter. Alle på den Sydlige Måneknude.

Alt dette (og snart også om Saturn i Vandmanden, som kommer til en biograf nær dig marts 2020 – alle Vandmænd/kvinder/Vandpersoner bør i den grad begynde at forberede sig) kan man læse om på bloggen.

Lige nu skal det handle om perioden fra idag frem til slutningen af januar 2020. Den Nordlige Måneknude i Krebsen giver nemlig stærk vekselvirkning til ovenstående og med de intense energier, vi har den kommende måned kan Krebs/Stenbukke-temaer på godt og ondt meget vel dukke op eller blive forstærkede i vores liv.

I basal astrologi er det mor og far. Krebsen er den altfavnende moder, Stenbukken den disciplinerende fader. Krebsen hersker over 4. hus (hjem, familie, omsorg) og Stenbukken hersker over 10. hus (karriere, livsvej, autoriteter).

Som alle andre oppositionstegn komplementerer de hinanden, de fuldender altså hele den akse de hersker over (som her er aksen for sikkerhed. Fysisk og følelsesmæssig).

Een ting er, at vi ser det udspille sig omkring os, men det har selvfølgelig også en dynamik i dit eget energifelt.  Hvis du kender dit fødselshoroskop, kan du se hvor og på hvilken måde det kan være en balancegang i dit liv i disse år. Du kan eventuelt få en billig/gratis overfladisk version på nettet eller få lagt det hos en rigtig astrolog (jeg har ikke tid til det længere, men anbefaler Alexanndra hos Stardom Seminars).

Jeg garanterer dig, at det der ”sker” for dig – især i den kommende måned – er universets eller din egen højere intelligens´ forsøg på at få dig til at kigge i den retning hvor der måske er noget du skal arbejde med, forstå eller skabe balance. Udover det rent karmiske (“forudbestemte”), som vi ikke har kontrol over og som altid kommer med begivenheder som de 3 nedenstående. Altså kræver det her åbenhed og balance.

Sidstnævnte er vigtigt i forhold til Krebs/Stenbuk-aksen. Balance. Krebsen er vandelement, Stenbukken jordelement. Ubalanceret får man enten noget, der er for mudret eller noget, der er for tørt.

For meget vand (følelser, omsorg, empati, medlidenhed) fra Krebsen giver måske vand fra haveslangen til andres opblomstring, men dræner en selv.

For meget jord (struktur, grænser, disciplin, moral) fra Stenbukken lukker det hele til så intet eller ingen kan blomstre overhovedet.

I balanceret form giver jord og vand selvfølgelig et stærkt fundament for at bygge den fremtid, der ligger foran os og som vi vitterligt står på tærsklen til. Og vi får brug for et meget stærkt fundament i det kommende år, som for os alle kommer til at handle om at bygge det der skal til for at opnå vores højeste potentiale (10. hus er stærkt aktiveret).

Den 26. december 2019 har vi nymåne-eklipse i Stenbukken.

Den 10. januar 2020 har vi fuldmåne-eklipse i Krebsen.

Den 12. januar 2020 kulminerer dette århundredes aspekt med Saturn, Pluto og Jupiter i Stenbukken.

Vi kommer alle til at føle det. Alle. Også på verdensplan. Ovenstående har altid ført historiske begivenheder med sig, og det kan meget vel blive på den lidt hårde måde når vi taler Saturn og Pluto.

Balance. Empati og næstekærlighed er godt, medlidenhed og at lade sig dræne eller lade sine grænser overskride (Krebsen) er ikke godt. Det bedste arbejde du kan gøre nu er at mærke efter om dine egne behov også er opfyldt. Mor Krebs skal altså sørge for at sætte iltmasken på sig selv først ellers løber haveslangen tør for vand og så har naboen en blomstrende have, men du ligger brak. (ja, jeg går personligt efter at vinde årets blogindlæg inden for analogiforvirringskategorien).

Grænser (Stenbukken) kan være gode til at holde det inde, man gerne vil holde inde og det ude, man gerne vil holde ud hvadenten det er fysisk, mentalt, følelsesmæsssigt eller spirituelt/energimæssigt (ja, mennesker kan sagtens være energimæssigt grænseoverskridende. Sagtens.), de skal bare helst ikke blive tårnhøje mure som hæmmer interaktion og udvikling. Der skal luft og ikke mindst vand til, så det inden for dine egne mure også kan blomstre.

Den kommende måned kan blive altafgørende i forhold til de beslutninger, du tager i dit liv. Det er en meget karmisk tid som vil give genlyd mange år frem, så det kan anbefales at tage et seriøst kig på ovenstående balance i dit liv og eventuelt arbejde på at korrigere den.

It has to be right. It just has to be right.

Louise

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk menu
×
×

Kurv

Universal Goals