Astrologisk vejrudsigt 10. – 22. juni 2021. Blind spot.

Astrologisk vejrudsigt 10. – 22. juni 2021. Blind spot.

Det er nogle intense dage vi står i og for de fleste betyder det forandringer. Af den store, spændende slags, af den livsforandrende slags.

Dagens eklipse i Tvillingerne er klar til noget nyt og friskt. Meget nyt og meget friskt. De gamle historier sendes på pension, alle situationer der er som en gammel hund der bare ikke gider lære flere nye tricks.

Står man med en overraskende forandring i hånden kan en eklipse som denne hjælpe til indsigt gennem sandhed eller ”sandhed”. Som skrevet i indlægget om eklipsen er der noget sløret over hele ”sandheden”, og det kan meget vel være os selv der bedrager…os selv. Et såkaldt blindt punkt. Blind spot.

Ethvert forsøg på at være den gode eller den uskyldige – især hvis man ikke er det – vil blive straffet af “kosmos” da det hæmmer vores udvikling.

“Et sort får, siger du? Mææh, det har jeg ikke set”

Det er der hvor der ligger en sandhed vi ikke har lyst til at stå ansigt til ansigt med, sådan en man håber ændrer sig selv naturligt eller forsvinder.

Forvent det ikke. Er noget stagneret i dit liv så se på om det er skakmat og tag handling. Det er en ustabil tid for alt der har overlevet sig selv.

Den anden store grundpille det her kan handle om er dobbelthed. Dobbeltheden, der findes i os selv da vi inkarnerer i en dualistisk verden. Det er godt og ondt, det er hvidt og sort, det er Kain og Abel. Forståelsen af, at der er godt og ondt i alle og at vi med vores frie vilje kan vælge hvilken vej vi tager – men ikke før vi også har rummet ondskaben i os selv.

I al sandhed ligger også løgn. Sandheden er et tveægget sværd. Er man altid glad, altid god, altid lys er den ikke glade, ikke gode og ikke lyse side af en selv dømt til at blive projiceret ud på omverdenen. Hvor omgivelserne, hvor de stakkels mennesker omkring os er dømt til at spille forbryder-statister. Det er ikke bare et uærligt liv, det er også tarveligt og kan derfor meget vel blive straffet af vores højere selv.

Et blind spot der er meget almindeligt. Dine historier om andre er historier om dig selv. Om chefen, partneren, vennerne, familien, kollegerne, politikerne, de kendte og hvad har vi. Der hvor vi ikke fortæller den fulde historie bliver vi ikke bare ofre for den selv,  vi kan også meget vel blive ladt tilbage i en verden der former sig under disse aspekter. Tvillingerne ønsker transparens, det er også for egne handlinger og de konsekvenser der uundgåeligt følger med.

Det vil være svært for verden at inkludere den, der (stadig) lyver for sig selv og sender ansvaret for egen adfærd ud på omgivelserne. Meget svært. Står du i en dramatisk situation hvor nogle har sat dig stolen for døren er den største tjeneste du kan gøre dig selv at se på hvor dit ansvar ligger og hvad du kan gøre anderledes. Det er ikke romantisk at være åh så misforstået eller så unik og anderledes. Det er skørt og ikke tidssvarende, det vidner om manglende sociale færdigheder som den Nordlige Måneknude i Tvillingerne så desperat har forsøgt at lære fra sig.

Er man blevet forladt, fyret, smidt ud, der er ikke mere at hente et sted fra eller er på nogen måde blevet ladt tilbage så spørg eller find ud af egen-andel i det. Det plejer at være åbenlyst ved eklipser som denne. Svaret er ”hidden in plain sight”, det er åbenlyst og lige foran os.

“Fremtiden er den vej”

Verden giver feedback hver eneste dag. Jo mere vi kan tage den ind og være nysgerrig på de reaktioner der kommer, desto bedre.

Der kan være kameler for nogle at sluge i denne tid, og Mars der har står over for Pluto har ikke gjort det nemmere for nogen. Pluto vil have 100% autenticitet, der er slet ikke plads til bullshit i vores handlinger. Der kan ikke være mere manifesteren på barndom, på potentiale etc. Vi har været nede i roden af navigationssystemet og fikset kortslutninger, der måske skete for meget meget længe siden.

Saturn står over for Uranus, er eksakt den 14. juni og det er Uranus der vinder. Gennembruddet, det nye, fremtiden vinder.

Merkur retrograd er meget, meget stærk og giver et mentalt reset. Helt tilbage til begyndelsen, måske starte helt friskt. Når computeren bare står og snurrer og snurrer uden at blive færdig med processen, vi skal tilbage til fabriksindstillingerne rent mentalt.

Venus er i Krebsen og hun beder os komme hjem til os selv. De interne forandringer vi gjorde i 2020 manifesterer sig for alvor som eksterne forandringer nu og kan kun være autentisk baseret. Stilladserne pilles ned, støttepiller og alt andet der har været omkring en mens man var renoveret fjernes nu. Bygningen skal kunne stå selv, stolt og skinnende i al sin nye og opgraderede version.

Det vil også være oplagt at se det i omgivelserne, folk smider identiteter og situationer der bare ikke dur længere. Hvor det er helt færdigt, hvor der bare ikke er flere runder at tage i den karrusel.

Det er nyt, det er spændende og det er ustabilt for der kan gå lang tid før vi har det fulde overblik over, hvad der kollektivt skete i denne tid.

Louise

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.