Den numerologiske vibration for juli 2018. Din indre kriger.

Den numerologiske vibration for juli 2018. Din indre kriger.

(Advarsel: langt indlæg. Til gengæld har du hele sommeren til at læse det).

På ethvert tidspunkt i ens liv er man under indflydelse  af energier, vibrationer som har en indflydelse på et eller flere livsområder. Det er sådan noget, astrologien og numerologien arbejder med. Man kan se det ret præcist i en persons astrologiske eller numerologiske aspekter. Vi har hvert vores energimæssige ”blueprint”, vi er kommet til verden med. Det er stort og komplekst, og vi arbejder med – udvikler os, lærer – hele tiden. Min erfaring er, at når man føler at livet er hårdt og at man hele tiden bliver slået ud, så er det ofte fordi vi har et blindt punkt, vi skal kigge på og kosmos forsøger at give os et vink med den store stegepande.

Vi er jo alle forbundne, vi er een stor familie energimæssigt. Derfor har også vi også nogle energier, der kollektivt har indflydelse på os.

En af de væsentligste perioder i år går vi ind i idag, den 26. juni 2018, nemlig Mars retrograd som varer i 2 måneder. Mars er den planet, der giver os handlekraft, viljestyrke og temperament. Retrograd betyder kort sagt, at energien bliver vendt ”indad”. Derfor vil der naturligt nu komme et indre fokus på, hvor vi ikke er glade, levende, frie. Hvor man er undertrykt. Som skrevet flere gange, så er vi på vej ind i en tidsalder, der kaldes Vandmandens Tidsalder. Det har vi antageligvis været meget længe, det kommer i større ryk og næste store ryk er år 2020 hvor der er meget kraftige konstellationer, der vil have indflydelse på os. Alt, du oplever i 2018, er kun en forsmag på 2020.

Sidste større ”ryk” her var 21.12 2012, hvis nogle kan huske den dato. Også en periode af stor betydning energimæssigt.

Mars er for tiden i Vandmandens tegn, også under denne retrograd. Det betyder ikke kun, at fokus er på forandring, revolution, rebelskhed, innovation og fremtid (Vandmanden er styret af Uranus, som også hersker over 4-tallet i numerologien), men også at denne retrogradperiode transitter hen over den Sydlige Måneknude, altså i opposition til den Nordlige Måneknude, som er i Løvens tegn. Det er den kollektive energi for hvor vi som menneskehed er på vej hen.

Og vi er i disse år for alvor på vej ud af Fiskenes Tidsalder som har givet os meget de sidste 2000 år, ikke mindst på den religiøse front. I Vædderens Tidsalder for noget, der må ligne 4000 år siden, tilbad man lammet/bukken. Før det var Tyrens Tidsalder hvor guldkalven blev tilbedt (det er en udbredt antagelse, at Moses der smadrede Guldkalven som beskrevet i Biblen, var et symbol på en af de større overgange til Vædderens Tidsalder). For 2000 år siden gik Jens Christensen så rundt et sted nede sydpå og hjalp til udbredelsen af Kristendommen, hvilket var starten på Fiskenes Tidsalder. Fiskenes tegn er spirituelt, det er grænseløst, det er illusion og det kan vel også meget vel være kendetegnende for denne tidsalder: falskhed, bedrag, illusion, fantasiverden, hemmeligheder, stoffer/alkohol. På den positive side er Fiskene jo grænseløs kærlighed, venlighed, mildhed og blidhed. Numerologisk er Fiskenes Tidsalder, som vi altså er på vej ud af, 7 over for 12/3. 7 er spiritualitet, fantasi, illusion og 12/3 at man bliver offer for samme.

Det er det, der falder i disse år, som jeg ser det. Alt det falske. Som vi er så vant til, nogle af os – hvis ikke alle – er jo født ind i det. Maskeringer. Løgn. Facade. Fake news, det har Trump jo ret i. Makeup, botox, hårfarvning, fake solbrændthed, anti-aging ditten og datten, plastickirurgi, photoshop er normalen. Krampagtig, forstillet illusiorisk fremstilling af ens eget liv på Sociale Medier. Reality shows, der intet har med reality at gøre, Hollywood (som iøvrigt lod til at være det første, der stod for skud da dette tog fart med Jupiters indtog i Skorpionen i oktober 2017 – måske fordi Løven hersker over glamour) er så unaturligt som noget kan være. Det er da mærkeligt, at man kan være kendt for at være kendt. Jeg tror vitterligt, at vi er vidner til Hollywoods fald i disse år og at det iøvrigt bliver normalen, at være anerkendt (fordi man kan noget, måske noget der kan hjælpe samfundet, naturen, menneskeheden) og ikke bare kendt fordi man tager en maske på og forestiller at være en anden, hvis man f. eks er skuespiller. Det er da megabizart. Og hvorfor er det lige, at man har en mio følgere hvis man har en blog, hvor man skriver om at bruge hårprodukter, tøj eller læbestift? Så er man Social Media influencer? Det får jeg da Social Media influenza af, mand.

Jeg har ikke tv og læser ikke ugeblade, men ser nogle gange Netflix. Når der er en enkelt film eller serie, som ikke handler om noget grusomt, noget frygtbaseret. Nogle er myrdet, kidnappet, misbrugt etc. Eller også er vi helt ovre i Disneys Fantasy-world og lignende. Der er godt nok ikke meget midtimellem for sådan en som mig. Jeg forstår ikke, at folk suger så meget på det negative. Det samme med nyheder – hvorfor er det så frygtbaseret? Er det for at holde befolkningen i skak? Hvorfor er det så mørkt?

Mainstream media har så stor en indflydelse, at man på en almindelig dag kan have samtaler, der er pakket med så forudsigelige holdninger og udtryk, at man kunne have sendt en papfigur med manuskript eller programmeret robot istedet. Der er stadig folk, der tror, at bankerne er service til mennesker, at de er på ens side og ikke er en virksomhed, der skal tjene penge (og iøvrigt har alt, alt for meget magt – her sætter jeg min lid til, at Uranus i Tyren vil gøre sit indtog som noget af det første!). At politikerne er der for menneskene og samfundets velbefindende (det var vist også meningen engang). Vores fantastiske teknologiske udvikling har givet os Playstation, Xbox, iPhone, Samsung og hvad ved jeg. Mange produkter idag er produceret på de samme fabrikker i Kina eller lignende og får bare logo og nogle små ændringer sat på i allersidste instans inden shipping. Det er derfor telefoner og tablets ligner hinanden så meget. Samt cykler og biler. Dit hus ejer du ikke engang, det er også en illusion. Det gør banken i de fleste tilfælde – ihvertfald til det er betalt ud – men du betaler ejendomsskat. Interessant tanke, når nu du ikke fucking ejer det hus, ik. Hvorfor betaler banken ikke den skat?

Og hvad med vores mad? Der er da også et par illusioner eller 17, der går på omgang og heldigvis er der nu mere fokus på en af de store syndere, nemlig GMO end tidligere. Fluor i vandet og i tandpastaen. Kemikalier overalt. I mine øjne noget af det værste, mennesker har gjort ved Jorden og noget, der vil blive straffet voldsomt hvis det ikke snart er på alvorlig tilbagegang. Jeg vil iøvrigt anbefale Medical Medium´s bøger og blogs for dem, der vil have et par øjenåbnere i forhold til sundhed. Han har ihvertfald haft stor indflydelse på min selv-healing gennem kost.

Vi kan lave meget sjov med, at man nu åbent kan diskutere om Jorden er flad eller rund. Der er en underliggende alvor i, at det engang ikke var ufarligt at sige højt, at Jorden er rund. Her er vi tilbage ved religion. Tænk på, hvor meget viden og kompetence, der er gået tabt på den baggrund – herunder numerologien, som har været virkeligt udbredt engang. Grundet sin autonomi er numerologien på et andet plan end de andre esoteriske områder, som jeg skrev om forleden. Og autonomi – altså mennesker, der elsker sig selv, der styrer sig selv – er ren gift for religiøse samfund eller andre instanser, der har som interesse at have magt over befolkningen. Gad vide, hvad der egentlig befinder sig i Vatikanets arkiver. Tænk på, hvor mange kloge mænd og koner, der er ofret i religionens navn. Shamaner og hekse verden over (ja, jeg synes med fordel at man kan overveje hvorfor det er, at man brænder en heks af til Skt. Hans. Jeg er ligeglad med, om I synes at det er åndssvagt – det har en helt og aldeles grum forhistorie, som vi alle er forbundne til. Hvis man synes, at det er ligegyldigt, så prøv at brænde en præst eller en imam af næste gang, så skal vi se hvor ”ligegyldigt”, det er). Osho – en af vores tids større fortalere for personlighed frihed – blev antageligvis myrdet af CIA. Gad vide, hvad regeringen ved, som vi ikke gør.

Der er ingen undertrykkende instanser, der overlever de transitter vi har nu og frem til 2020. Uanset om det er globalt, lokalt eller i dit eget parforhold. Også selv om det er dig, der undertrykker sider af dig (endnu et levn fra religiøse tider – at undertrykke vores lyster, ønsker og behov).

Der er lagt op til drama og eksplosioner i juli og august. Afslutninger, der kan komme brat. Det er derfor jeg bruger så meget tid på at forklare dette, for med handlingsplaneten Mars i retrograd kan man godt forledes til at tro, at nu skal vi bare alle slappe af. Det skal vi også, men for de flestes vedkommende vil perioden forløse den aftrækker, vi  bare har trukket længere og længere tilbage gennem årene ved at undertrykke os selv mere og mere. Den flitsbue kan ikke spændes mere. Den fjeder kan ikke trykkes længere ned. Der er kun en vej nu og det er at forløse den.

 

Hvad med den numerologiske grundvibration for juli 2018? Kommer hun mon nogensinde til det?

Ja. Den numerologiske grundvibration for juli 2018 er 9 skygget af 7 med 16/7 imellem. Det er hardcore stuff. Det er afslutninger. Oprydning. Afsked. Opbrud. Det er en af de større perioder i denne mere overordnede periode. Juli og august 2018 er særdeles skæbnebetonede, hvor her især er 3 brændpunkter, jeg vil skrive mere om når vi nærmer os.

Jeg skriver dette lange indlæg først for at man ikke bare synes, at det er er (endnu mere) surt og hårdt. Juli 2018 har sine årsager. Selv om vi har hver vores individuelle transitter nu, så vil alle være mærket af ovenstående. Globalt såvel som lokalt såvel som privat.

Det er tid. Der er en helt naturlig tid for alt, og den store oprydning er nu. Som du kan se ud af hele mit indlæg, så handler det ikke kun om at rydde op i garagen eller detoxe sig selv. Det er også værdier, principper, (begrænsende) overbevisninger, adfærdsmønstre, relationer og den slags. Alt sammen for noget bedre, det skal man aldrig glemme.

Chiron i Vædderen går også retrograd i starten af juli, hvilket sætter endnu mere fut i denne transformation. Vædderen er styret af Mars og Chiron er healing af vore dybeste smertepunkter, ofte gennem krise. En healende krise. Ved at genopleve traumet, som for alle født med Chiron i Vædderen (1969-1977) netop handler om viljestyrken, og det bliver vækket nu. Hvor føler jeg ikke min styrke, hvor føler jeg mig ikke levende, hvor er min seksuelle kraft ikke i sin fulde styrke. Hvor sidder jeg fast? Det er især den følelse, der skaber frustrationen nu. Chiron handler om at heale det maskuline, det handler meget af det her om (den maskuline energi er i alle, det har ikke noget med mænd og kvinder at gøre som sådan). Det indre maskuline er vores indre kriger, som har selvværd, selvtillid, viljestyrke og kraft og er i stand til at ride mod nye begyndelser ved egen hjælp.

Jeg vil lige tilføje en sidste ting: Vandmanden handler også om teknologi og internet. Det er i den grad værd at se på, hvordan du bruger dette (og især om du – som de fleste andre – sidder/går/står med åben mund og polypper med hovedet nede i skærmen). Det er forståeligt, at man bruger dette som substitut for ikke at mærke smerten i sig selv og omkring sig. Vores egen og den kollektive smerte.  Som skrevet før – jeg anbefaler at stå igennem dette. Der vil komme noget op, både for dig og for andre. Prøv at følge sporet af brødkrummer tilbage til, hvad det handler om. Det er virkeligt en understøttende periode til at gøre dette og som igen hjælper til dyb healing. Når Mars i retrograd rammer den Sydlige Måneknude på denne måde, kan det være at vi skal 10-15-20 år tilbage for at se på, hvordan vi har lært at håndtere frygt, angst, forandring, tumult, svære situationer og alt det der. Måske endda tidlige barndomsminder eller tidligere inkarnationer, hvis man har så langt et lys på. Hvornår man begyndte at bruge illusionen – at begrave hovedet i sandet eller at bruge copingmekanismer, der blev til unaturlige eller uhensigtsmæssige mønstre. Den Nordlige Måneknude i Løven lægger i høj grad op til kontakt til sit indre barn. Og så går tingene jo langsomt nu. Det er eet skridt ad gangen, een dag ad gangen, et forsøg ad gangen. Et trin længere oppe ad stigen til ens egen, højeste sandhed.

Det bliver ikke uden oprør, forandringer og forhindringer – det er der intet, der er værd at få, der er. Det er et kæmpe potientiale, vi har nu. Et kæmpe potentiale for at kunne ændre kurs for hele vores liv og styre det i en retning, der svarer til vores inderste ønsker. Vores egen, højeste sandhed.

Det er tid at give plads til din indre kriger.

Louise

Skriv en kommentar

Universal Goals Numerology