Eklipse i Krebsen den 21. juni 2020. Don Quixote.

Eklipse i Krebsen den 21. juni 2020. Don Quixote.

Lørdag morgen den 21. juni 2020 har vi en af de større astrale begivenheder i år, nemlig når vi har nymåne-eklipse i Krebsens tegn. Ikke bare en virkeligt spændende portal, men også slutningen på den Krebs-Stenbuk-aksen hvor vi har haft ekliptiske skæbnebegivenheder siden 2018. Måneknuderne er på Tvilling-Skytte-aksen, læs alt om den transit lige HER.

Det er en flot og stor finale, der sender os på tidevandsbølge over i næste kapitel af vores liv. Denne eklipse vil ihvertfald være i effekt resten af 2020 (og er allerede i effekt i skrivende stund, selve eklipse-datoen plejer bare lige at være deromkring, hvor bowlingkuglen rammer).

Og som altid er der lige et par detaljer, nemlig de andre planetariske gæster omkring eklipsen.

Det er ikke Hr og Fru Hvem-Som-Helst, der er på besøg resten af 2020, nemlig. En af tidens trens er en Venus-Neptun-kvadrat, der sikrer at vi ikke rigtigt kan se klart. Her i den sidste tid op til eklipsen er vi også stadig påvirkede af Mars-Neptun-konjunktion der ikke bare bidrager til, at vi kegler lidt rundt uden nogen egentlig retning, den suger også al kraft ud af os. Det var en tung opstigning fra solsengen for at skrive dette indlæg, kender du det.

Den der forvirring og potentielt bedrageriske situation (hvor vi ofte bare bedrager os selv) har vi arbejdet med i flere år og der er bare ikke rigtigt nogen, der ved hvad sandheden er. Det er ren og skær mavefornemmelse, der kan guide os her.

Og så er der det med vores overbevisninger. Som med den Sydlige Måneknude i Skytten smuldrer i eet væk de kommende år. Ihvertfald hvis de ikke er funderede i den virkelighed vi står i idag. Sidder man på den høje hest og er selvudråbt guru over dem alle er nu et virkeligt godt tidspunkt at komme ned derfra for det bliver snart et meget tungt fald. Det dummeste man kan være i disse år er klogere end alle de andre. Tro mig.

Den gode version af alle de her aspekter er fantastisk kreativitet, intuition og ikke mindst vision. Har du styr på dit shit, så er det bare at storsurfe derudaf på den magiske bølge på et kulørt bræt trukket af to muskuløse enhjørninger.

Har du ikke styr på dit shit, har ikke rigtigt ville se tingene klart kan du her meget vel vågne ved at du står på spisebordet derhjemme og at der ingen muskuløse enhjørninger er til at trække dig, men kun hunden samt Lis og Palle inde fra Kirsebærvej 2 som står og glor på dig gennem køkkenvinduet.

Lad os håbe, at det ikke går så galt. Eklipsen er uanset hvad er stærkt aktiveringspunkt og det er skæbnebestemt. Alt afhængig af, hvor det lander i dit energifelt (er du i slutningen af de bevægelige tegn eller i starten af kardinaltegnene er du helt sikkert i den varme stol – ved du ikke hvad nogle af delene er, så læs ordbogen HER) kan du være mere eller mindre berørt. En mindre identitetskrise er helt normal her.

På det kollektive plan vil jeg mene, at vi resten af året har store bølger i vente. Måske endda i bogstaveligste forstand. Havets hersker, Krebsen, er mystisk, stor og mægtig. Tsunamier, oversvømmelser, jordskælv, solstorme, hungersnød – hvad ved jeg. Det er ihvertfald sådan noget historien fortæller os.

Inden man så flipper skråt og løber ud og skriger på gaden vil jeg lige minde om (eller fortælle eventuelle nye læsere), at det her er voksen-bloggen. Det er indlæg for voksne. Os, der ser på hvad der sker og tager stilling derfra. Uden drama og store scener på byens torv. Som forstår, at al fødsel sker gennem smerte og nogle gange lidelse. Vi ved, at det gode venter på den anden side af dette. Astrologisk er det turen igennem det dybe 8. hus hvor vi healer traumer og så op i det 9. hus, hvor vi atter ser entusiastisk på det eventyrlige liv. Taknemmelighed fødes også kun gennem mørket.

Med andre ord tror jeg, at der venter et heftigt anden halvår 2020. Starten af 2021 er også lidt af et bumpy ride. Og sådan er det bare. Den Nordlige Måneknude i Tvillingerne kalder på at tænke smart og at finde sammen i grupper. Nabolag. Sådan noget med at dyrke mad sammen, dele osv er stadig en rigtigt god ide. Kriser plejer om ikke andet at være rigtigt gode til at få os ud af en navlepillende tilværelse og ind i en magisk verden, hvor vi alle hjælper hinanden.

For du er også en del af familien. Krebsen hersker over familie. Den store, globale familie hvor vi alle har rettigheder, forpligtelser og ansvar.

Ingen kan forudsige udfaldet af det her. Det er sgu lidt ud at køre med de skøre. Mars får os fejlagtigt til at tro, at selv om vi ikke kender retning og ikke helt ved om det er vores egen eller andres kamp, vi kæmper, så synes man her at man er nødt til at handle. Ah men der må jo gøres noget. Det kan meget vel være Don Quixote der kæmper mod sine vindmøller.

Kæmper du en kamp mod en usynlig fjende og er ikke 1 mio procent sikker på, at du har seriøse facts foran dig, er der virkeligt stor chance for at du spilder dine ressourcer. Være det sig racisme, vaccine, normeringer, pandemi, 5G-tårne eller hvad der lige er oppe i tiden, jeg kan ikke helt følge med i al den her varme luft. Den der følelse af, at det gælder menneskehedens overlevelse er astrologiske aspekter. Ikke virkelighed. I bedste fald kæmper du en kamp for nogle, der bare har brug for en ambassadør. Som ofte nævnt er 2020 er virkeligt dårligt år for at være naiv.

Og det med at bruge ressourcerne bliver ekstra vigtigt fra juli måned for her er Master Saturn tilbage i Stenbukken frem til december 2020 (og gider stadig ingen dårlige undskyldninger) og Mars er nu iklædt en perfekt skræddersyet kampdragt i Vædderens tegn frem til januar 2021. Du ved den der følelse når det regner med napalm hver anden dag, ik? Ikke? Nå, det kommer du til.

Mars i Vædderen er virkeligt god eller virkeligt skidt. Jeg skal nok skrive et separat indlæg. Her kan man bygge hvad som helst og man kan destruere hvad som helst. 2. halvår af 2020 normerer jeg til det, man kommer til at diskutere i verdenshistorien fremover. Hvordan klarede menneskene det? Godt eller skidt?

Det er ikke en god tid for at være martyr. For selvopofrelse. Sadomasochisme. Intet er tydeligt og ingen kender det større udfald. Og en Krebse-skæbne-eklipse oveni….Krebsen er alt andet end direkte og tydelig. Kardinal-energien til trods. Vi tror, at smerten kommer fra højre, men indser snart at den kommer fra venstre. Vi tror, at det er det værste der er sket i hele verden med pandemi eller hvad ved jeg, men indser med tiden at det måske var det bedste, der kunne ske.

Meget mangler stadig at komme til overfladen. Jupiter-Pluto-konjunktionen, som tager runde 2 i bokseringen her i slutningen af juni (læs om den HER) sikrer at der kommer meget op vi enten aldrig har vidst eller set kollektivt og måske hos os selv og andre. Mange tusinde års undertrykkelse og hemmeligheder kommer til overfladen i disse år.

Jeg tror, at det bliver en fantastisk eklipse. Det er selvfølgelig et spørgsmål om perspektiv, men det overordnede billede af alt dette er virkeligt fedt, synes jeg.

En eklipse i Krebsen – ovenikøbet oven på sommersolhverv – lover om noget følelserne ude på tøjet. Nogle elsker det, andre hader det. Krebsens sæson her i juni-juli siger jeg hvert år er fantastisk for andre at forstå hvad det vil sige at være Krebs og føle alt så intenst og overvældende.

Mere hjerte og mindre hoved skal der til. Når Mars går i Vædderen ned i underlivet også. Det kommer vi til. Lige nu ved vi alligevel endnu ikke helt hvem/hvad/hvor vi skal. Det svar må vi vente lidt med endnu.

The answer is blowing in the wind, my friend. Sammen med Don Quixotes vindmøller eller 5G-tårne.

En virkeligt fantastisk og magisk eklipse er det ihvertfald.

Hav en god eklipse,

Louise

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk menu
×
×

Kurv

Universal Goals