Eklipse i Tvillingerne den 30. november 2020. Jul i Gammelby.

Eklipse i Tvillingerne den 30. november 2020. Jul i Gammelby.

Mandag den 30. november 2020 er centrum for årets eklipse i Tvillingerne, en måneformørkelse på steroider der kan mærkes både måneder før og efter. Stærkest dog omkring selve eklipsepunktet.

Det er startskuddet for en af de flere nye område-skift vi får i vores kollektive og individuelle energifelt, og som vil vare ved indtil januar 2022.

Vi er helt ude af de tunge eklipser. Af de brutale aspekter som har ramt alle i år. Det her er ikke en tung eller stor eklipse (den kommer i midten af december i Skyttens tegn og er overvejende positiv), men den har absolut sin eksistensberettigelse.

Tvillingerne er mange ting. Mindst to. To personer i een, to ting på een gang, to valg. Det er også logik, kommunikation, facts og almene færdigheder som madlavning og cykeldæklapning. Venner, søskende og nabolag.

Som det første af lufttegnene handler Tvillingerne især om kommunikationen til en selv. Det næste lufttegn er Vægten, der har udviklet sig til at kunne rumme interaktion med en anden person også og det tredje og sidste lufttegn er Vandmanden, der ser de store idealer for gruppen eller for menneskeheden.

Derfor kunne det ikke være en bedre afslutning på et år, der har handlet om at komme hjem til sig selv. Lære at mærke efter hvem man er og hvad man helst vil. Lytte til sin mave og sin intuition. Sit hjerte. Høre hvordan man taler til sig selv, hvad man tænker om sig selv.

Året har givet mange skift i menneskers dagligdag, har jeg set, men jeg har i mange tilfælde også set hvor megen unødig tankevirksomhed der er omkring de simple sandheder i livet.

Det kan være, at jeg kalder kedsomhed for en folkesygdom, men det er neurotisk tankegang så absolut også.  Og det er noget man med fordel kan lære at være bevidst om eller endda slippe i en eklipse-runde som den vi har nu og i 2021 med. Ellers tror jeg, at hjernen kan brænde sammen hos mange mennesker. Og det helt og aldeles uden grund. Den logiske hjerne får tillagt alt, alt for stor betydning hvis du spørger mig. Tankerne tillægges større vægt end de i de fleste tilfælde berettiger til.

Hold tingene simple. Om du taler med dig selv, med andre, skal networke, sælge, undervise eller bare tage almindelige beslutninger. Keep it simple, man. Hvad er essensen, hvad er budskabet, hvad handler det om? Der er så meget støj på linjerne rundt omkring. Neurotiske ekstrahistorier og lag, der kun tager fra oplevelsen.

Det her er slet ikke nogle år hvor man kommer frem i verden med langhårede professorat-udredninger, hvor de prætentiøse udsagn nærmest står i kø for at blive kastet for bønderne. Gaaab, mand. Jeg keder mig allerede. Er du typen, der får dig selv eller dit virke til at lyde vigtigere end det er, så er det et godt tidspunkt bare at kalde dig selv for det, du er. Nååhh, du er frisør. Nååh du er pedel. Nåååh du er lærer. Behøvede vi at bruge 10 minutter ved det her middagsselskab på at komme frem til det? Ikke alle mulige 90´er-titler som bare er latterlige. Facilitatormanagementskonsulentvigtigper. Hold dog kæft, mand. ”Jeg sælger ost” er langt bedre end ”jeg er main facilitator for osteløbende processer” eller sådan noget. DU SÆLGER OST, MAND.

Er du selvstændig eller sælger og kan ikke forklare hvad du sælger på max 30 sekunder, så forstår du det ikke selv. Og det gør dine potentielle kunder heller ikke. Tænk det mere igennem. Hjemmefra. Det er ABC for enhver sælger. Det er ligemeget om du skal sælge et produkt, dig selv på en date, til en jobsamtale, i en vennegruppe osv. Tænk igennem først, forstå essensen af hvem du er og præsenter det. Hold det let og enkelt. Aint nobody got time for anything else. Sådan skærer man ned på sociale selvmål. Og husk også lige at give den anden taletid og at lytte.

Og så er det et godt tidspunkt at kigge på, om man er i sit rette element. Eller snarere segment. En fremtid som den vi går ind i handler i høj grad om hvilken værdi man tilfører en gruppe. Hvilken service. Hvor stærkt et led man kan være i kæden. Derfor skal kommunikationsarbejdet med en selv helst være gjort inden man skal ud og præsentere sig for en gruppe. Og det skal ikke handle om selvcentrering. Eneboer-livet er på ingen måde understøttet fremadrettet. Vi skal se os selv i kontekst med de andre, ikke mere navlepilleri.

Har man mod på det, så kan man også se på hvad der sker når man træder ind i et rum. Er du på hjemmebane? Ahh her føles det rart. Det her er ”my people”, ”my place”. Folk er glade for at se mig. Det er Tvillinge-energi. Det er let, sjovt, bubbly. Snak og hygge. Venner.

Man må forstå om man tilfører gruppen merværdi. Det er ret åbenlyst her. Hvad bringer man med ind i et rum? Lys? Latter? Glæde? Frihed? Service? Frygt? Ubehag? Depression? Det skal man vide og det skal man tage alvorligt, også selv om det skulle være en kamel at sluge. Mørke, triste, anspændte, negative tilførsler ønsker ingen medmindre de er ansat til at heale dig. Heller ikke hele historien om hvordan rejsen derhen eller hele dit liv var en lidelse. Nej. Bare nej. Dont do that.

Forstå. Passer du ind? Er det dit segment? Er du landsbybarnet der stadig prøver at få succes i storbyen? Overvej om segmentet er ramt ved siden af hvis du f. eks har boet i storbyen i mange år og ikke har et fyldt socialt liv. Tvillingerne har altid en masse at lave. Sjove venner og spændende begivenheder. Er det ikke tilfældet har du måske trådt for langt væk fra stammen, det er ihvertfald værd at overveje. Man ved godt selv hvor man ”hører hjemme”. Jeg hører hverken til i Herre Neder eller på Stramvejen, ville være utilpas begge steder, men har det perfekt hvor jeg er.  Andre ved også om man passer ind, nogle gange ubevidst. Det giver ikke mening at komme i en gruppe eller et rum, hvor man ikke ”hører til”. Studiegruppe, vennegruppe, kolleger, nabolag. Det er spild af ressourcer og en af de mange veje til lidelse.

Smutter du lige ind i gruppen eller rummet og gør det endnu bedre på en naturlig måde eller er der oprør når du kommer. Er den kemiske reaktion positiv eller negativ . Er der ræsonnans eller dissonans. Det er ligegyldigt hvor mange visitkort du deler ud eller dates du går på hvis du er i dissonans. Akustikken skal være i orden. Det er umuligt at udtrykke essensen og nuancerne af en selv hvis man ikke er på rette tid og sted. Umuligt. Så har man kun et døvt publikum.

En sidste ting omkring denne eklipse: den er i kvadrat til Neptun i Fiskene. Det sker også for solen og i løbet af december ligeledes for Merkur og Venus. Udover at det er medvirkende til træthed, når vi får suuuuuget energi ud af os (som jeg opfatter det er det brændstof der bruges for at komme på højere vibrerende plan), så er det også lige dele drømme og lige dele illusion.

Ingen kender morgendagen. Og ingen kender sandheden her selv om mange lader til at tro, at de gør.

Tvillingernes forkærlighed for facts bliver ikke opfyldt i denne måned.  Spørgsmålet er også om vi skal bruge dem. Har 2020 ikke netop været en genforening med selvet? En bedre kontakt til mavefornemmelse, hjerte og intuition? Kan vi ikke navigere i “blinde” nu – gennem visdom, fornemmelse og tro?

Helt ærligt, venner. Der er ikke meget at lave. Det er der altså ikke. Og vi står i eklipse-sæson der altid kommer med forandringer samt en historisk konjunktion foran os. Saturn og Jupiter er også ved at skifte tegn. Det er STORE skift som vi ikke er herrer eller damer over.

Måtte man derfor foreslå damerne og mænnerne derude i stuerne at lulle sig lidt ind i en Disney-verden her i december og bare slappe af, når ovenstående nu er tilfældet? Bare ligge i vores egen hjemmebyggede julekugle og se, hvordan snebrikkerne falder på plads en efter en for hver gang den bliver rystet den kommende tid? Lade de neurotiske tanker falde ud samtidig?

Neptun er også kreativitet. Sang, dans, musik, spiritualitet, kunst. Film og tv. Fyr den af, mester.

Og det er hygge. Vi skal råhygge os helt ind i vores inderste kerne mens resten af verden slås om retten til sandheden om mundbind, vacciner, ufoer og præsidentvalg. At I gider, mand. Nobody knows anything. Og alle har nok deres bid af sandheden.

Det er også en slags underholdning, selvfølgelig, men snarere proces mod højere bevidsthed og forståelse af sandhedens mange ansigter samt andres ret til at have deres personlige sandhed. Lige der halter en del af den globale befolkning bagefter og for dem der allerede har fanget ovenstående, må jeg så foreslå at holde lidt indre Disney juleferie i december mens vi venter på den globale opvågning .

Man kunne lave en julekalender. Fremragende tidspunkt at lære noget på. Tvillingerne er skills, det er at kunne lappe cykel, madlavning, matematik osv. Folkeskolen. Lære noget nyt på en sjov måde hver dag. Måske med dit barn. Noget de ikke lærer i skolen. Life hacks.

Se julekalendere og gamle film. Alt fra Jul i Gammelby til Vinterbyøster og hvad de elskede DR-julekalendere ellers hed. Fantastisk fjernsyn. Alt imens du bare sidder der i sofaen med din skumfiduskakao  og opbygger større tillid til universet.

Og siden hvornår er din Toyota Corolla ikke også julemandens kane, om jeg må spørge? Den kan føre dig til magiske steder som ikke nødvendigvis er arbejdet. Det kan ændre sig snart alligevel. Men lad det nu ligge. Lad universet gøre sit arbejde her i december.

Ved nærmere eftertanke er jeg ikke sikker på, at Jul i Gammelby er den bedste anbefaling. Jeg kommer i tanker om, at i den julekalender er hele byen sat i sving for folk har travlt med mange ting hver gang det blir deceeeember.

Må man anbefale at holde Jul i Nyby istedet.

Du ved der hvor mange ikke er sat i sving eller har travlt med mange ting hver gang det blir deceeember.

Eller nogen som helst anden måned.

Louise

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.