Fuldmåne i Jomfruen 19 februar 2019. Jeg holder af hverdagen.

Fuldmåne i Jomfruen 19 februar 2019. Jeg holder af hverdagen.

Igår søndag skulle jeg til en brunchsammenkomst. Glad gik jeg fløjtende ud af døren ud i det smukke solskinsvejr – kun for at returnere to timer senere rystende af feber, hoste og smerter i hele kroppen.

Akut influenza? Måske. Men det føltes ikke sådan. Jeg har før prøvet de dybe smerter, hvor de kommer akut og kan forsvinde lige så akut. Voldsomt og intenst og pludselig er det væk. Det føles snarere som atmosfæriske forstyrrelser (høhø) end som almindelig influenza, forkølelse etc. Det er en stærk udrensning som ikke har en tilknytning til de mere jordnære energier.

Hvad skete der så på det tidspunkt igår? Chiron. Chiron skiftede til Vædderen. En stærk overgang til en ny, mangeårig cyklus (læs om den HER). Mere om det længere nede.

Og så har vi en fuldmåne på vej. I Jomfruens tegn imorgen tirsdag den 19. februar 2019. Begge tegn, der er stærkt forbundne til kroppen og som handler om healing og renselse.

Det er ikke for at kede jer med detaljer om min hverdag, men fordi det er det, denne fuldmåne handler om. Den praktiske hverdag. Som Povl Dissing så smukt sang om  i Svantes lykkelige dag. En af mine yndlingssange fra min barndom, den beskriver så fint den skønhed der er i hverdagens små rutiner. Og det er netop Jomfruens energi.

Jomfruens energi vil kollektivt få os til at fokusere på dagligdagen, kroppen, arbejde, rutiner, skemaer. Hverdagens ærinder og ansvar.

Og her handler det om ansvar. Fuldmånen skinner hvor du har ansvar, der måske ikke er dine. Hvor du holder det, der er andres ansvar i dine hænder. Følelsesmæssigt, professionelt, you name it.

Vi kommer tilbage til essensen af, hvad vi selv er ansvarlige for. Vi kan ikke tage os af alt og alle selv om Månen her i Jomfruen og Solen i Fiskene gerne ville. De utroligt omsorgsfulde, hjælpende, støttende og servicemindede tegn.

Fuldmånen er her for at fortælle, at du skal tage din egen iltmaske på først. Atter finde energibalancen i dine ansvarsområder alt afhængig af, hvor i dit horoskop det falder (altså på hvilke livsområder).

Det er ikke en prangende, men meget signifikant fuldmåne på sin egen, ydmyge måde som Jomfruen nu engang er så kendt for. Ikke mindst på grund af de andre aspekter, der er i spil.

Neptun er i konjunktion til Merkur i Fiskene (15 grader). Vældigt interessant da vi onsdag går ind i skyggeperioden for årets første Merkur retrograd, der er på vej. Der kommer altså noget til overfladen, som du kommer til at arbejde med i et godt stykke tid. Det kan være inspiration eller kreativitet her i Fiskenes tegn, men også meget vel være noget intuitivt eller en spirituel indsigt som vores logiske hjerne kan opfange, men endnu ikke helt forstå. Det kan være en ny vinkel på en situation eller historie, som du oplever igen og igen. Lad den endelig køre, der kan gå 1-2 måneder før ti-øren falder og vi kan ændre på den situation eller historie.

Fuldmånen er ligeledes i en skøn trigon til de andre jordtegn, hvor Mars er i Tyren samt Venus, Saturn og Pluto i Stenbukken. Det er eet stort skønt reality check, som vi siger. Med virkeligt stærke energier, hvor man har energien og stamina er til at gennemgå selv de hårdeste processer. Har du nytårsforsætter, der viste sig at være fusere, er det nu et fremragende tidspunkt at gå i gang med dem. Især hvis det handler om sundhed, motion og krop.

Det er en lidt sjov tid, hvor der sker virkeligt store ting på de karmiske planer, opløsning, afslutning, energiskifte og diverse downloads, som jeg sikkert ikke er den eneste der kan mærke i min krop. Med alt det her jord-energi kan din krop meget vel give dig nogle seriøse beskeder om, hvad den eller du har brug for i den praktiske dagligdag. Hvor vi måske har alle de her store ting på spil, så er det uden for vores kontrol. Fuldmånen handler om at komme tilbage til det, du har kontrol over. Dig selv, din dagligdag, din krop. Hvordan du kan skabe en hverdag, du holder af.

Med dette store Chiron-skifte efter så mange år i Fiskene, starter vi helt forfra med en ny healingrejse igennem Zodiakken. Fuldmånen er også i 0 grader, det er den tredje måne bare i år, som er helt fra nulpunktet. Jeg skal love for, at vi går igennem mange nye begyndelser for tiden.

Du skal altså komme tilbage til denne tid, dette liv , være til stede her, bevidst i din krop som vi starter en ny, stor healingcyklus. Forbundne til os selv, vores højere selv og andre på godt og ondt. Som mennesker og som sjæle på en helt ny måde. Med en helt ny kærlighed til, forståelse for og respekt for vores menneskelighed hver især.

Så ja, det er superinteressant med alt det her flippede noget med store energiskifte og spirituelle begivenheder, men vi skal altså også på arbejde imorgen. Vi skal tjene penge, hunden skal luftes, babyen skiftes.

Denne fuldmåne minder os om, at vi skal stille op og tage vores ansvar i den praktiske hverdag alvorligt. Og med de skæbneår, vi har gået igennem siden 2012 bliver det nu hverdag på en helt ny måde. Ikke kedelig, trist, monoton. Næh, med autenticitet, entusiasme, håb og kærlighed.

En ny hverdag at holde af.

Et nyt liv.

Og om lidt er kaffen klar.

Louise

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Universal Goals Numerology