Fuldmåne i Krebsen den 17. januar 2022. Hjem, kære hjem.

Fuldmåne i Krebsen den 17. januar 2022. Hjem, kære hjem.

To lys på et bord.

Tre forløsende ord.

Fire glas fyldt med ungdommens moooood.

Yes, det skulle synges. Ud med det.

Vi nærmer os en fuldmåne i Krebsen. Månen elsker at være hjemme i Krebsen. Det er som varme futter på en kold vinterdag, som at være krøllet sammen under et lunt tæppe med en kop kakao mellem hænderne mens pejsen knitrer på skærmen. Altså for os der ikke har en rigtig pejs, men kun den på DVD.

Hele ugen op til fuldmånen er fyldt med understrømme, der fører os mere og mere hjem. Hjem til os selv.

Klyngevis af planeter i partner-tegnet Stenbukken har traditionen tro sat spotlight på business, karriere, profession, omdømme, eftermæle, livsværk og langsigtede livsmål det sidste stykke tid og nu er det tid til at se på den klassiske work-life balance. Jo mere vi performer ude i det offentlige, desto mere brug for et hjem hvor der er rart, hyggeligt, trygt og sikkert at være.

Det er en blød og sårbar måne og med en verden i forandring samt masser af informationer, ”sandheder” og ”facts” flydende omkring os, er det måske meget rart at trække sig baglæns ind i krebsehuset. Bare give sig selv lidt time og space.

Der kan være flere grunde til, at dette er en god ide.

For det første har vi Pluto stående overfor denne måne. Pluto møder Solen dagen før fuldmånen, hvilket sker én gang om året, og det falder altså sammen med fuldmånen i Krebsen.

Pluto er alt der ikke er åbenlyst. Alt der er hemmeligt, gemt, fortrængt eller bare ikke set. Når Solen så kommer med sin årlige gigantiske lommelygte og lyser ind i de mørkeste kroge af os selv, kan vi ikke bare se det – vi kan også føle det i stor stil. Det er en enestående chance for skyggefest, for at danse med sine dæmoner. Ingen grund til modstand her, det giver kun indre dæmoner endnu mere magt.

Derudover er Mars i kvadrat til Neptun i ugen op til, Merkur går retrograd, Venus er allerede retrograd, den sydlige Måneknude går i Skorpionen dagen efter og Mars er på vej til 27 grader af Skytten – også kendt som Det Galaktiske Center. Dette betyder, at der er meget der opløses og skylles ud med det store skyl. Og selv om det skulle være negative mønstre eller uhensigtsmæssige relationer, situationer eller sider af os selv, er det vel naturligt at føle sig berørt når man siger farvel til noget.

Det er derfor en mere følsom måne end ellers, og det siger ikke så lidt når vi er i Krebsens tegn. Det er klart at anbefale, at man tillader sig selv at føle nøjagtigt hvad man føler. Ingen følelser er forkerte eller upassende, også selv om man ikke aner hvor de kom fra. Det er fremragende for at se romantiske film og absolutte tårepersere, og finder du dig selv storvrælende over en reklame for HiFi-klubben så frygt ej – det er bare Pluto der healer det mørke, vi ikke engang vidste styrede os på de inderste planer.

Det er et virkeligt godt tidspunkt at tjekke ind med sig selv. Fysisk, emotionelt, spirituelt. At anerkende og respektere hvordan man har det, uanset om man er trist, glad, skamfuld, euforisk eller sorgfuld. Og vide, at det kan være tårer der har været indefrosne i mange, mange år som ikke nødvendigvis har med en nutidig historie at gøre.

Flyd med. Overgiv dig. Er der forvirring, paranoia, beslutningspres, tvetydighed eller ambivalens (som førnævnte transitter også kan medføre), så VENT.

STOP.

Tag INGEN beslutninger. Abort mission.

Flyd hellere med strømmene, helt hjem til dig selv, hjem i det varme og hyggelige krebsehus. Hjem og læse en god bog, bingewatche film med store følelser, tage lange varme karbade eller hvad maven føler for. Marshmellows. Det er det vi skal nu. Hurra for eskapisme. Alt skal nok falde på plads og stå klart for os.

Det bliver bare ikke lige nu.

Fem slags smil til dessert

Seks små kys, tre til hver

Blev betalt med vort hjertebloooooood.

Louise

 

Er du Guldmedlem kan du se hvilket livsområde Fuldmånen kommer med afslutninger og indsigter til hvis du logger ind på din profil og kigger under “månedshoroskoper januar 2022”. Er du ikke Guldmedlem endnu, kan du blive det HER.

Det er ikke tilladt at kopiere hele eller dele af denne tekst uden personlig tilladelse fra Louise Falkenberg. Du er dog mere end velkommen til at dele opslaget 🙂

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.