Fuldmåne i Vædderen 1. oktober 2020. FIRE IN THE HOLE.

Fuldmåne i Vædderen 1. oktober 2020. FIRE IN THE HOLE.

Husker du ”skilt, fyret og venneløs efterår/vinter 2020”-videoen fra tidligere? Hvis ikke kan du se eller gense den lige her.

For det er nu. Det er fuldmånen den 1. oktober, der sparker en måned med særdeles udfordrende aspekter i gang for kun at kulminere ved næste fuldmåne den 31. oktober 2020.

Temaerne har vi hver især og kollektivt været i gang med i månedsvis. Der hvor Mars er retrograd, der hvor Jupiter/Saturn/Pluto huserer i vores energifelt/livsområde(r). Der hvor de meget stærke kræfter fanger os alle et sted hvor vi ikke kan undslippe.

Og det skal vi heller ikke. Vi skal stå igennem dette og blive belønnet for vores mod – altså TÅLmod – på den anden side. Også selv om vi har en følelse af at skulle bryde igennem nu.

Det er ikke tid. Det er slet ikke tid. Da jeg skrev at de kommende måneder kunne være nogle af de mest udfordrende i vores liv var det ikke bare spændende ord. Det er nu man viser hvad man er lavet af.

Det er nogle gennemgående temaer ved  fuldmånen og i denne måned, så kan man huske dem er man et langt stykke hen ad vejen:

1) Merkur står over for Uranus i denne måned og kulminerer med en fuldmåne den 31.10 som er i konjunktion til Uranus. Fik jeg sagt SURPRISE? Der er mange uventede beskeder og forandringer forude.

2) Uanset hvad vi tror vi skal pege fingre ad omkring os, er det stadig kun os selv dette handler om. Det, vi er sure/vrede/frustrerede over er med ret høj garanti symptomatisk – det er ikke det, der er det rigtige problem.

Faktisk er det muligt, at der ikke rigtigt er et stort problem, men at denne intense energi bare ophober sig i din krop og hjernen derfor forsøger at omsætte det til noget ”der er galt” i omgivelserne. Få energien ud, løb, dans, træn, slå i en pude eller hvad du har brug for. Stil dig på en skrænt og råd ad havet til du kollapser.

Det skal UD. Luften skal renses, om ikke andet inde i dig selv. LAD VÆRE MED AT SIDDE HJEMME OG SUMME ELLER VÆRE INDEBRÆNDT. LAD VÆRE. FÅ DET UD.

Mars i Vædderen er impulsiv, reaktionær, modig, dumdristig og instinktiv. I retrograd og i kvadrat til Sure Saturn betyder det, at vi slet ikke kan komme FRI. At vi er begrænsede, lukket inde eller på anden måde ofre for restriktioner. Vi kan ikke få det som vi vil have det.

Månen er vores inderste følelser, vores trygge liv. Fuldmånen er i konjunktion til Chiron som er det smertenspunkt vi hver især har, og det er topaktiveret her. Sæt selv den cocktail sammen og tro på, at det er en Jægerbomb.

Det her peger hen mod at have 100% fokus på os selv. Ikke som i at være egoistisk og kun tage hensyn til egne behov, men virkeligt at tjekke ind med sin krop (Mars her er også inflammation), sin maskulinitet, sin balance (er ressourcerne i mit liv ligeligt fordelt i min work-life-balance?) og hvem man er i verdenen. Måske er ens ressourcer bedre brugt et andet sted.

Hvis det er tilfældet er nøgleordet her bare stadig tålmodighed og at styre sine impulser. Vi får ikke bedre aspekter for at gøre noget overilet end det her. Uanset hvad det endelig udfald bliver (og det kunne vi meget vel først se senere på året), så kan uovervejede beslutninger her give os meget store konsekvenser på den lange bane og Vædderen er meget umiddelbar – det der med at holde fokus på at vinde krigen og ikke slaget er ikke noget der ligger ligefor.

Med andre ord er det et meget dårligt tidspunkt at være impulsiv. Meget dårligt. Det er ikke nu du skal kaste en granat i et lukket rum (deraf udtrykket “fire in the hole”) for det meste omkring dig er eksplosivt og letantændeligt. Apropos inflammation kunne “fire in the hole” også være dårlig mave hvis man spiser noget man ikke kan tåle, men det behøver måske ikke nogen nærmere detaljeret beskrivelse. Alle har vel haft brand i røvhullet på et eller andet tidspunkt.

Granatæbler er ok. Granatfiskeri er ikke.

Kvadraten til Jupiter/Pluto/Saturn i Stenbukken varer ugen ud (Saturn er iøvrigt også ved at gå direkte) og allerede dagen efter fuldmånen flytter månen ind i sit elskede Tyre-domicil, hvor utilregnelige Uranus venter.

Noget vil ændre sig. Om det er inde i os selv eller i ydre omstændigheder er individuelt, men det er en forandring der er til at tage og føle på.

Ovenstående er læringen og den er også til at tage og føle på. Der skal dog også være dessert og den gemmer vi selvfølgelig til sidst for vi har faktisk en lækker lagkage gemt omme bag ryggen – ikke for at smide den i fjæset på dig (SURPRIIISE), men fordi vi har en ekstra fin gummibåd vi kan sejle ned ad disse vilde strømme med.

Venus og Mars er i trigon til hinanden og samtidig i konjunktion til Vesta. Her kunne svaret meget vel være, at kærligheden overvinder alt. Ikke kun kærligheden til vores nærmeste, men til jorden, menneskene, dyren, naturen, universet. Den kosmiske kærlighed.

Der venter os stor belønning på den anden side hvis vi kan bruge dette enorme pres til kun at blive stærkere, kærligere, klarere (indsæt selv analogi omkring kullet der bliver til diamant her).

Meget stor.

Louise

 

 

 

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk menu
×
×

Kurv

Universal Goals