I Løvens tegn, juli-august 2019. Kronen er din.

I Løvens tegn, juli-august 2019. Kronen er din.

Så kører vi på sidste vers i Krebsens sæson og skal derfor bede alle dysfunktionelle parforhold om at komme op af vandet nu inden svømmehallen her på Paradise Hotel lukker. Der vil være happy hour på drama, intriger, sladder og afslutninger i baren på første sal frem til kl 24.00, hvor vi skifter til Løvens tegn.

Ok, det er gas. Det hele fortsætter helt ærligt lidt endnu (og vi skifter først til Løvens tegn den 23. juli, men jeg er på vej til Grækenland imorgen og får måske ikke skrevet den 23.), men de der lidt mere ehm intense aspekter aftager efterhånden som resten af juli og ikke mindst første halvdel af august skrider frem. Brikkerne falder på plads igen – måske et nyt sted end inden denne vanvittige eklipseperiode, men du kan være sikker på, at det er det rette for dig nu. Ingen af os er længere de samme så det kan alle omgivelser heller ikke blive ved med at være.

Løve-sæson er noget helt, helt andet end det drama vi har været i gang med i snart lang tid. August måned er en super-måned og især alt der har med fester, børn, romantik og kreativitet at gøre er i toppen rent energimæssigt her. Krebse-sæson har sine fordele og gør det, den skal – det er en meget tung og subtil indflydelse, der følelsesmæssigt let kan snigløbe os – men Løvesæson er langt mere wysiwyg (whatyouseeiswhatyouget).

Min tvillinge-ascendant er personligt ikke sååå vild med alt det mørke drama i Krebsens sæson, det er lidt for Dollars til mig. Man må sgu godt lige keepe det lidt mere cute end det her hårriveri.

Man skal dog heller ikke tage fejl af Krebsens styrke og indflydelse. Som nævnt langt mere subtilt end andre tegn, vandet flyder stille-  og med de mange transitter vi har haft i Krebsen i månedsvis, hvoraf langt de fleste går på hæld nu – så vil den Nordlige Måneknude i Krebsen til stadighed sende os alle mod større medfølelse, empati og kærlighed til andre. Healing af vores indre barn skulle være godt på vej. Vi er her alle, vi har alle sårbare sider og vi prøver alle bare at gøre vores bedste.

I løbet af kort tid vil vi træde op af det bassin og efterlade fortid, dæmoner og usunde mønstre dernede. Den eklipse igår den 16. juli var et point of no return, der er ingen vej tilbage efter dette. Vi har alle ændret os og derfor vil vore omstændigheder også efterhånden transformere sig. Man ved godt hvor man ikke gider mere. Gider kæmpe for det dødssyge job, for parforholdet med overskredet salgsdato, for vennerne man er vokset fra. For 80er-frisuren. Apropos Dollars.

Farvel til firser-frits betyder dog ikke farvel til at shine –snarere tværtimod her i Løvens sæson, der i mine øjne er en af de mest fantastiske på hele året. Det er satme LIVET, der leves her og vi træder ud på livets store scene med en stærkere følelse af værdighed og hjertevarme. Passion & performance bliver hverdagstemaer.

Det er altid et interessant skifte fra Krebsen til Løven. I Krebsens tegn foregår tingene stille. Det afspejler sig f. eks i naturen, hvor blomster og frugter stille ligger og modner. Når vi så kommer til Løvens tegn blomstrer det hele op og springer ud og er på toppen af deres modenhed.  Solen er i dette faste tegn på sit stærkeste, mest strålende og mest skinnende – helt som Løven selv. Deraf wysiwyg – når solen er ude, kan man se alt.

I 2019 er Løve-sæson nærmest delt i to (før og efter den 1. august) da vi har Merkur i retrograd, i skrivende stund i Løvens tegn, men den går tilbage til den stille Krebs den 19. juli. Vi har altså et lidt sjovt paradoks her. Krebse-transitterne er stadig i opposition til Saturn og Pluto, så magtkampene, restriktionerne, den kvælende fornemmelse og alt det der ikke er udtrykt er ikke slut endnu.

Krebsen hersker over den følelse man har, men ikke udtrykker fordi man ikke vil have problemer, det måske ikke er belejligt og den slags, men når så Solen går i Løvens tegn kommer sollyset pludseligt hertil og vi vil resten af måneden have lyst til at udtrykke det, der var gemt eller skjult indtil nu.

Og Løven er altså er ildtegn, der lever eet sted, og det er i nuet. Der handles intuitivt lige nu. Det er ildtegn mindst lige så berømte for som de er for ikke at tænke konsekvenserne igennem, haha. Der er ingen proces inden. Derfor er dramaet eller passionen nok heller ikke helt slut endnu.

Slet ikke de sidste dage af måneden, hvor solen er i kvadrat til Uranus. Uh la la. Måneden slutter med…et brag? Ikke nødvendigvis negativt, men eksplosivt er det. Meget kan bytte plads og energierne bliver kun stærkere, mere passionerede op til den fantastiske nymåne i Løvens tegn den 1. august, der om noget er et punkt for nye begyndelser.

Uranus betyder måske pludselige forandringer og indsigter, men de er altid serveret af vores højere selv. Alt dette var kun en korrigering af din færden på din skæbnevej og jo mere på afveje du var, desto større forandringer, kan man sige.

Derfor kan den sidste rest af spændinger fra denne heftige eklipse-sæson for alvor forløses, og i bedste Løve-stil træder vi ud fra backstage med ny garderobe, nye medskuespillere og måske endda en helt ny scene når vi kommer til august 2019.

Og nyt hår. Ikke glemme det nye hår. Manken er meget, meget vigtig her i Løve-sæson.

Shine. Just shine, baby. The stage is yours.

Louise Loves You Møs Møs Yamas

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Tak for alle dine skriverier, det er “smæk for skillingen” Elsker din måde at skrive på. Rigtig god ferie☀️

  2. Er fuldstændig enig med Kari ovenfor. Man kan kun blive i godt humør. Fest og farver.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk menu
×
×

Kurv

Universal Goals