Jupiter-Saturn-konjunktion december 2020. På randen af et ny årti (2020-2030).

Jupiter-Saturn-konjunktion december 2020. På randen af et ny årti (2020-2030).

Den 21. december 2020 har vi et stort energiskifte i et år, der næsten ikke har givet os andet. Den dag er Jupiter og Saturn nemlig i konjunktion på 0 grader af Vandmandens tegn.

Det er en konjunktion der sker hvert 20. år, og som altid bringer nye  historiske temaer med sig. Den 20-års cyklus er kendt for at have ekspansion og hurtig vækst de første 10 år efterfulgt af 10 år hvor tingene er mere afdæmpede.

1920´erne var de brølende 20´ere, 1930´erne lagde ud med stor depression og var meget lidt brølende. 1910´erne før det heller ikke brølende.

1940´erne igen glæde, frihed og ekspansion (omend den lod vente lidt på sig) efterfulgt af mere rolige 50´ere.

1960´erne var der liv og glade dage, det var der vel også i 70´erne, men ikke på samme måde som i 60´erne.

1980´erne var voldsomt ekspansive, 1990´erne ikke.

2000´erne også eksponentiel udvikling, 2010´erne som vi lige har afsluttet var langt mere stramme – vi har haft en del udfordrende aspekter det sidste årti.

Skal cyklussen følge denne energetiske vejrtrækning – udvidelse (Jupiter) og sammentrækning (Saturn) dette årti også, har vi nogle meget hurtige og spændende år foran os hvor ”alt kan lade sig gøre”.  Jeg oplevede selv 00´erne fra første IT-teknologi-række (mere om det i Jupiter i Vandmanden-indlægget som har en lidt anden nuance) og det var viiiiildt.

Og konjunktionen i maj 2000 var endda med en Jupiter-Saturn-konjunktion i Tyrens tegn. Det tungeste jordtegn. Jeg ved ikke om I har mødt en Tyr, men de løber sgu ikke særlig stærkt. Medmindre der er mad på bordet.

Spøg til side.

Vandmanden, som er et lufttegn (intellekt) er genial i denne sammenhæng for det er jo den gale videnskabsmand der dog kender reglerne så godt (Vandmanden har også Saturn som planethersker), at han kan bryde reglerne og bygge noget innovativt uden af den grund at sprænge laboratoriet i luften under eksperimenterne.

Vandmanden er også det her med lige rettigheder, gruppe-mentalitet, at være human.  Og i tråd med, at en teknologi-udvikling der kunne eksplodere med en transit som denne, må det være noget med at maskinerne ikke overtager (joh, en har vel både set Maximum Overdrive og Electric Dreams i sin tid) eller erstatter der, hvor der skal være menneskehænder.  Lur mig, om ikke en robot ville være meget bedre til at skifte Fru Olsens ble på en effektiv måde mens Fru Olsen får sprayet duft- og lyd-frekvenser fra sin yndlingseng hvor hun tilbragte mange somre som barn ind i sine sanser. Der er dog vitalt, at der stadig er et menneske, måske til at tale med hende og vise menneskelighed og omsorg. Det er vel den balance, vi skal finde.

Together in electric dreams (1984)

Min pointe er, at jeg har svært ved at forestille mig, at man ikke kunne udrydde en væsentlig del af de jobfunktioner, der findes verden over på nuværende tidspunkt. Meget svært. Så meget i vores hverdag kan automatiseres og overtages af robotter og AI, men mon ikke det ville føre til global depression ud fra det eksisterende kollektive mindset omkring, at vi skal have et arbejde at stå op til og skal have det vi kalder penge ud den vej. Så vi må vente lidt, hele klassen skal være med.

Indtil nu.

Derfor var de højere intelligenser lige nødt til at trykke os ekstra på maven og sende os i pandemi-isolation. Så kunne vi sidde der og så småt begynde at få kontakt til vores egentlige selv. Måske for første gang i mange, mange århundreder.

En konjunktion som denne lader nemlig ikke meget mere rum for at sidde og pille sig i navlen mens man fortsat udskyder det uundgåelige. Det er ready or not, here I come.I, robot. I, fremtid. Og den får du allermest ud af, hvis du lagde mærke til hvad du gjorde eller havde mest lyst til at gøre under den lockdown. Skrev du? Malede? Sang? Dansede? Tegnede? Greb guitaren? Plantede blomster? Fremtiden formes af hver vores unikke naturtalenter. Ikke mere leven-ved-side-af-sig-selv, det er helt og aldeles dødt.

Man kunne nemt forestille sig, at man bliver tvunget ud i de nye omstændigheder de kommende år hvis man ikke allerede har forberedt sig på omstilling. De næste 5 år er der rigtigt meget Tvilling og Vandmand, og som nævnt før går det bare stærkt her. Forbind til den frekvens nu.

Det er smart living, community, simple life, minimalisme, the basics, at være selvforsynende. Jep, det er nu du skal flytte i kollektiv, bofællesskab, gå off the grid. Ikke mere overflod af ubrugeligheder. Ikke flere kæmpestore ting og begivenheder. Store systemer med politik, off administration, økonomi, sport, business etc. Det er slet ikke den vej vi går. Vi finder ud af i hver vores community verden over hvordan vi lever optimalt så der er plads til alle og det ikke går ud over jorden. Hvor teknologien og vores hjerner understøtter os, men ikke styrer eller erstatter hjerte og menneske. Lande og grænser opbrydes.

Når vi er midtvejs gennem årtiet får vi en del vigtige planeter i Fiskenes tegn, og det er nemlig  afslutning. Opløsning. Alting har sin ende. Lad os håbe at planeten Hvalborg har mere end een.

Og hvis ikke, er det vel også fint nok.

Hvis det når at blive rigtigt flippet går vi antageligvis også mod alt der har med energier, frekvenser, bølger, magnetisme etc at gøre. Intelligenser. Det gælder også interaktion levende væsner imellem. Ikke mere amatørbrug af ord, det er kosmisk børnehaveklasse. Ingen højtudviklede samfund har gennem tiden været kendt for at bruge logik og menneskelig bevidsthed. At kommunikere gennem noget så fattigt som ord.

Næh, du – telepati er sagen. Du kan synes, at jeg er megamærkelig, men jeg skriver det også fordi de kommende år meget vel kunne åbne op for viden og kunnen, der har været lagret i hver vores energifelt i mange, mange år. Måske mange inkarnationer, men som vi ikke har kunnet bruge på denne jord indtil nu. Jeg sagde det allerede i 2016 da en masse kendte musikere døde. Store musikere. David Bowie, Prince, George Michael, Tom Petty etc. Det er fordi vi skal have en ny slags musik. Kosmisk frekvens-musik. Musik med healende toner og frekvenser.

Derfor: skulle du i løbet af de kommende år opdage, at du har clairvoyante, clairaudiente, clairsentiente evner etc, så er du nok ikke helt på vildspor.

Som jeg ser det er det derfor tendensen går mod renselse af kroppen (for at have sensitivitet til dette), detox, veganisme, meditation, mindfulness etc bliver mere og mere populært. Jeg tror også, at støj bliver mere anerkendt som ”forurening” de kommende år, og her taler jeg ikke bare naboens potensforlængende havefræser med larm af patriarkalske højder, men også om ord og tanker. De frekvenser, vi potentielt kan forbindes til kommunikerer ikke (kun) gennem ord og tanker, men gennem kroppen. Cellernes intelligens. Menneskekroppe vil forandre sig.

Jeg tror, at vi frivilligt har inkarneret for at opleve det her. Nogle gange tænker jeg, at det er derfor vi er så voldsomt mange mennesker på jorden. Alle vil være med til at opleve dette kæmpe skifte som måske har været forsøgt før, men er gået galt, teknologi + menneskelig bevidsthed har ikke været til det etc, så nu er det finalen. Alle vil med til finalen her i Vild med Dans. Vild med Frekvens, haha.

Vi vil alle opleve, at jorden vendes. Altså jordkloden.

Og måske også sikre os, at det ikke går galt denne gang. Vi kunne være mange med talrige inkarnationer bag os hvor vi er blevet brændt på bålet, tortureret, forfulgt og meget andet grundet vores ”hekserier” hvorfor vi vil sikre os, at det hele lykkes denne gang. Så må andre synes, at man er nok så mærkelig (endnu, ihvertfald), men det har taget alt alt for mange menneskeliv og processer at komme til det skifte, vi står foran, og det kan vi ikke respektere nok.

Jeg tror alt andet lige, at det bliver en meget, meget vigtig tid.

Spændende bliver det ihvertfald.

Louise

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Som altid spændende læsning, og så sker skiftet på min fødselsdag. Tak for dig Louise og tak for at du giver os der læser med, en indsigt i din spændende astrologi verden

  2. Jeg drømte under fuldmånen at jeg var en lille blå kugle der kommunikerede via frekvenser….efter hele drømmen at have været forfulgt og misforstået så forstod jeg det hele da jeg blev forvandlet ( i drømmen altså)

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Luk menu
×
×

Kurv

Universal Goals