Maj måned 2018. Slowcooking.

Maj måned 2018. Slowcooking.

Nyder du Tyre-sæsonen? Elsker du, lever du, sanser du? Tænk tyren Ferdinand og hans blummooorr. Det er tid til lidt fred og ro. Ahh. Slowcooking. Dase i øh solen, der vist er på vej. Havearbejde. Yoga. Strikning. Meditation. Børnene leger fredeligt og fuglene kvidrer. Alt ånder fred og ro.

Indtil…

Maj måned 2018 er den måned, der minder mig mest om årets grundvibration, som er 2 skygget af 9 med underliggende 11/2 imellem. Det handler i korte træk om at ville nyde livet, udleve sin passion og have det godt. Ligesom Tyren, både i tegnefilmen og i astrologien. Og så kommer 9-tallet. 9 er repræsenteret af krigsplaneten Mars. Alt ånder altså fred og idyl – ihvertfald på overfladen – indtil den vilde kriger kommer ridende ind fra højre. Med et lyn i sin højre hånd. Klar til at skabe forandring på den hårde måde.

”Lynet” er planeten Uranus. Jer, der har fulgt med i mine blogindlæg i længere tid ved, at jeg har skrevet meget om, at Uranus skifter tegn og derved energi den 15. maj 2018. For første gang i 7 år. Uranus skifter fra Vædderen, der bl.a har givet os iPhonen og selfien og går over i Tyren, som jeg tror vil give os nye opfindelser inden for mad, teknologi, og måske valuta – masser af nye ideer. Ihvertfald tror jeg, at det er sidste udkald for at gøre Moder Jord glad igen, inden hun ryster os af. Vil du læse mere om det, kan du se mine blogindlæg HER og HER.

Det, som Uranus altid gør, er at komme som en joker ind fra højre. Et wild card. Et lyn fra en klar himmel. Uranus hersker også over lyn og elektricitet i den fysiske verden. I numerologien er Uranus forbundet med det uforudsigelige og anderledes 4-tal. Alle, der er født den 4., 13., 22. eller 31. i måneden eller har mange 4-taller i jeres numeroskop ved, hvad det vil sige at være anderledes. Astronomisk er Uranus også anderledes, da den roterer i modsat retning af de andre planeter.

Medio maj 2018 er altså noget med at forvente, at man ikke ved hvad man kan forvente. Helt ærligt. Samme dag som Uranus går i Tyren skifter Mars nemlig tegn til Vandmanden (og hvem hersker over Vandmanden – yes, you got it – UraNuS!), så fra at have været eksalteret i Stenbukken og have nydt livet, går handlings- og kraftplaneten Mars nu ind i det her weirdo-tegn. Mars er ikke specielt komfortabel her, men som det så ofte før er set, så går det hele op i en højere enhed: 15. maj har vi nemlig også nymåne i Tyren, hvilket sætter energien for den kommende måned.

Vi har altså en masse Tyr. Stabilitet, godt fundament, strukturerne er solide. Hugget i cement. Naglet fast til Jorden. Tyren er det mest jordnære af alle tegnene, det der er mest forbundet til Moder Jord. Hvis du kender en Tyr eller en med signifikante Tyre-placeringer i deres horoskop, så ved du at en tyr kan være meget, meget tung og svær at flytte. Stædig. Solid. Hvis du har sådan et barn, der måske er 100 år og en madpakke om at blive klar om morgenen, så har han eller hun sikkert Mars i Tyren.

Der skal altså en voldsom kraft til at gøre noget ved vores solide fundamenter, vores værdier, som Tyren også hersker over. Og det er lige præcis hvad Uranus og Mars kommer med. Bevares, de skal arbejde hårdere for at få brudt cementen op, men så meget desto bedre forandring.

Jeg vil lige pointere, at det er en pointe med det hele. Uranus skelner ikke mellem det, vi kalder ”godt” og ”dårligt”. Uranus er den højere oktav af Merkur, det er den højere sandhed, om man vil. Det, vi kollektivt ønsker og det, vi individuelt ønsker.

Det kan være ubevidst. Det er det højst tænkeligt. Og derfor kan et Uranus-besøg meget nemt udløse en krise. Fordi det er noget vi har fortrængt, gemt væk. Begravet nede under cementen (som egentlig var det, vi skulle arbejde med under aprils fuldmåne og mens Jupiter er retrograd i Skorpionen). Men fordi noget ikke kan ses eller er ubevidst, er det jo ikke væk. Og Uranus har et eneste formål, hvilket er at rydde ud, gøre plads til at der kan ske vækst, at der kan komme noget bedre. Det kan Uranus kun gøre, hvor der er spænding. Ligesom et lyn kun kan slå ned, hvor der er spænding. Hvor noget er ladet.

Nu behøver Uranus ikke lige være et lyn, der slår ned i dit hus. Kroppen har jo også elektriske impulser. Det kan også være på tankemæssigt plan, at man får en pludselig indsigt. En idé (en idé er også typisk afbildet som en elektrisk pære over personens hoved). Uranus er i klassisk astrologi kaldet ”The Great Awakener”. For når det lyn slår ned, lyser det også hele området op og på den måde bliver du bevidst om det. Så mens du gik og troede, at du var på rette vej, så kommer Uranus dig måske til undsætning og sender dig i den retning, dit ”højere selv” ønsker. Uranus er planeten, der arbejder på planet mellem skæbne og fri vilje.

Det er individuelt fra person til person, hvor meget man bliver ”ramt” og ikke mindst hvor. Det er en lang transit på 7 år, jeg skriver senere et indlæg til Guldmedlemmer om hvilket livsområde der er i spil for dig.

Traditionelt set sker der altid noget heftigt på verdensplan, når de langsomme planeter skifter tegn. Sidste gang, Uranus var i Tyren var fra 1934-1942. En periode, der gav os Hitler, Mussolini og Stalin. Fascismen. Måske som en reaktion på Uranus i Vædderen 1927-1934. Men den gav os også brætspillet Matador.

Der er altså nogle intense dage omkring midten af måneden. Det hele falder forbavsende hurtigt ned igen, da Venus senere går i Krebsen, Solen går i Tvillingernes tegn og gør det hele lidt mere underholdende, mens vi slutter maj 2018 af med en fabulous fuldmåne i Skytten. Det skriver jeg mere om i nymåneindlægget når jeg får tid fra min strandstol på den italienske riviera. Yes, det er atter tid til workaholiday og jeg siger ikke nej, når jeg sådan bliver inviteret.

Så. Når Uranus rammer kan en form for uventet krise opstå. Måske man endda får et chok. Eller en revolutionerende ide, som du kan bruge perioden til at få sat i værk.

Velkommen til de næste 7 år 🙂

Louise

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Universal Goals Numerology