Merkur i Tvillingerne maj-juli 2021. En ny historie.

Merkur i Tvillingerne maj-juli 2021. En ny historie.

Det har været en forrygende morgen med bippende telefoner, masser af beskeder og aktivitet ude på vejene. Jeg skal love for, at Merkur er kommet hjem i Tvillingerne. Merkur er helt på hjemmebane her. Festlig, flabet og forrygende intelligent.
 
Det er en festlig periode, der venter forude og når Venus i løbet af weekenden joiner Merkur bevæger vi os mod en af de sjovere perioder i 2021 med masser af frihed, forandring og bevægelse.
 
Glimtet i øjet returnerer, der er flirt i de flyvende skørter og med Merkur retrograd undervejs er der nok også gamle venner, ideer, familiefester og aktiviteter der kommer igen. Det kan være glædelige, men også meget sentimentale tider. Gamle historier og venner, måske helt tilbage fra barndommen, dukker op.
 
Når vi taler Tvillingerne skal vi altid huske dobbeltheden. Alt sker i ”to”.
 
Fra den 15. maj – 29. maj 2021 er vi i skyggeperioden op til Merkur retrograd i Tvillingerne. Noget præsenteres, historien bygges op. Se hvor du har 16-24 grader af Tvillingerne + aspekter i dit fødselshoroskop for at se hvilket livsområde der aktiveres for dig. Er du Guldmedlem kan du læse ud fra din ascendant (læs på universalgoals.dk).
 
Fra 30. maj – 22. juni er Merkur i retrograd. Vi skal altså her tilbage til noget eller kigge på noget igen. Husk det med ”to”, så kig på huset igen inden du køber det, gå til den dyrehandler igen inden du køber hvalpen, hav en ekstra jobsamtale inden du ansætter/bestemmer dig etc. Læser, ser eller oplever du noget to gange, er den god nok. Det bliver du glad for når Merkur går fremad den 22. juni, for så er du på rette spor, har taget det rigtige valg.
 
For jer, der ønsker at bruge perioden på selvudvikling er der også store lunser på vej.
 
Vi står i nogle af de sidste eklipser på Skytte-Tvillinge-aksen her i maj og juni. Det er ikke bare den sjove og festlige akse, det er også her vi har med kommunikation og ikke mindst sandhed at gøre.
 
Den kommende eklipse den 26. maj i Skytten er den sidste af sin slags, og det handler netop om at sidde på den ultimative sandhed. Eller tro, at man gør det. Skytten hersker over Klåger (Kloge-Åger), over dem der mener at sidde på den eneste rigtige sandhed.
 
I Skyttens hus finder vi bl.a filosofi, universitet, religion og spiritualitet, herunder guruer. Meget af det fra dengang hvor det var viden, der ikke var tilgængelig for alle.
 
Den gode version af Skytten oplyser. Udvider vores bevidsthed. Det er en af grundene til, at oversøiske rejser og fremmede kulturer også hører til i dette hus. Når vi ser hvordan verden er, kan vi bedre se i perspektiv. Vi udvider vores horisont.
 
Fald fra piedestalen kan vi se mange gange i disse måneder. Der, hvor det måske er startet uskyldigt og har været velment, men egoet har overtaget og man spiller Gud ud fra devisen om, at man har den eneste sandhed.
 
Tvillinge-polariteten fortæller os, at der er mange sandheder og mange nuancer af sandheden. Og den udvidede bevidsthed ved, at de alle er…sande. Din sandhed er lige så sand som min sandhed.
 
Tvillingerne er også børn og barndom, og med en Merkur retrograd som denne på vej skal vi højst tænkeligt tilbage til fortiden. Måske til et punkt på tidslinjen, hvor vi skiftede spor eller måske endda mistede noget af vores barn- eller ungdom.
 
Det kan have været en ubetænksom bemærkning. Det kender vi nok alle. Læreren, der kalder en for noget, en forælder der siger at ”du er sådan og sådan” eller en anden, der på det tidspunkt har været en autoritet.
 
Denne måske ubetydelige hændelse for vedkommende kan have banet vejen for et helt trossystem hos os (Skytten). Kreeret de briller vi ser verden med.
 
Det er måske på tide lige at tage de livsbriller op til revision. Er vi nu også så dumme/kloge som vi fik at vide engang? Er vi nu også så elskede eller hadede? Noget har skabt et system, et tankemønster hos os og det kommer op til revision hos os alle de kommende måneder.
 
Et sidste kapitel kan lukkes i en gammel bog.
 
Og så er det tid til at skrive en helt anden historie.
 
 
Merkur er i Tvillingernes tegn frem til søndag den 11. juli 2021.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.