Merkur retrograd 27. sep – 18. okt 2021. GigaLiter Køge Landevej.

Merkur retrograd 27. sep – 18. okt 2021. GigaLiter Køge Landevej.

Merkur retrograd sep-okt 2021. GigaLiter Køge Landevej.
 
Min Google Maps har opdateret sig selv hvilket har resulteret i nye udtalelser af danske gader og stræder, og den bedste kom forleden da damen bad mig om at dreje af ved afkørsel ”GigaLiter Køge Landevej”.
 
”GigaLiter Køge Landevej?”.
 
Hun gentog det heldigvis og der gik det op for mig, at Maps-lady mente “Gammel Køge Landevej” som forkortes ”Gl. Køge Landevej”. Et nyt begreb var født.
 
Se, sådan kan Merkur retrograd komme med finurlige og underholdende indslag i vores teknologiske, kommunikative hverdag, men det kan også være irriterende. De næste tre uger vil pr definition byde på problemer med teknologi, kommunikation, internet, print, kopi, samtaler, sms´er, mails etc.
 
Forvent misforståelser, ting der ”ikke kan ske” (mails forsvinder eller lignende), forsinkelser, stagnation og generel forvirring.
 
Trafik er en anden klassiker og eftersom Merkur stationerer for at gå retrograd mandag morgen den 27. september 2021 klokken 07:05 kan man forvente, at myldretid mandag morgen vil blive mere kaotisk end ellers. Forvent forlænget rejsetid og knas på linjen hvad enten du er i bil, på cykel eller med offentlige transportmidler. Det er sådan noget hvor metroen går i stå, køreledninger er faldet på togsporet eller trafiklysene har deres eget liv.
 
Merkur retrograd er en periode hvor vi forbedrer noget eksisterende (f. eks en hjemmeside, et projekt, arbejder videre på noget vi havde liggende i skuffen, planlægger etc), men vi eksekverer først når Merkur er direkte igen og allerhelst ude af skyggeperioden også (start november).
 
Man kan godt både købe noget, udgive, underskrive kontrakter og lignende under Merkur retrograd, men da der er meget knas på linjen er det ofte forbundet med fejl i kontrakter eller det teknologiske apparat, transportmiddel etc man lige har købt så det skal byttes, returneres eller repareres bagefter. Hvis du skal underskrive noget eller bare skrive noget vigtigt, samtale om noget vigtigt, så tjek lige igen at alt står som det skal, at personen du taler med helt sikkert har forstået hvad du mener. Gem kvitteringen hvis du har købt noget, og også æsken hvis der er en.
 
Merkur retrograd er også fortid, og her i Vægtens tegn taler vi om relationer der er vigtige eller har været det. Yes, det er eks-kæresten, en tidligere ven/veninde og selvfølgelig en arvefjende af en art. Nogle, der er erklærede åbne ”fjender” og ikke kan eller kunne lide dig. Karma kan udlignes, balanceres eller vi kan måske få forløst misforståelser. Det kan også være gamle issues der kommer op i et parforhold, ægteskab, professionelt partnerskab eller venskab, f. eks. Sådan noget, der har ulmet.
 
Når det så er sagt, så har vi rigtigt gode vilkår når Merkur går fremad igen, for det bliver med følgeskab af de store og vigtige planeter, der har sovet længe -med andre ord kan vi mærke fremdrift igen, tingene udvikler sig når vi kommer hen i slutningen af oktober.
 
Merkur er retrograd 27.9 – 18.10 2021.
 
Louise

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.