Nymåne den 13. marts 2021. Drømmen.

Nymåne den 13. marts 2021. Drømmen.

Årets nymåne i Fiskene er her, og den er fabulous, baby! Jeg ved ikke om I kan mærke det, men hvor vi bare flyder afsted på det glitrende hav. Ikke en bekymring i verden, ingen retning, ingen energi. Som nævnt tidligere er det absolut ikke tidspunktet at presse sig selv til noget som helst – giv det en uge, så skal du bare se alle være skudt ud af kanonen igen.

Denne nymåne har en magisk konjunktion til Neptun og Venus, så større bliver det ikke. Størst af alt er kærligheden, gud, kosmos. Vi er ude i nogle dimensioner der intet har med jordboer-hverdag at gøre. Nyd det. Kreativiteten, underholdningen, latteren, kærligheden, empatien. Forståelsen og tilgivelsen.

Måske er det også på tide, at vi tilgiver os selv. Det er det bedste tidspunkt på året at miste sig selv og derigennem finde sig selv igen.

Måske skal vi tilgive os selv for at tage os af noget eller nogen, vi ikke har ressourcer eller energi til.

Måske skal vi tilgive os selv for at føre en livsstil, vi ikke har råd til.

Måske skal vi tilgive os selv for at bruge tid på noget eller nogen, vi ikke stoler på.

Hemmeligheden, hvis man kan kalde den det, er at være empatisk, kærlig og forstående over for den del af os selv, der tror at vi er ”nødt til at gøre det her”.

Hvor dømmekraften måske er lidt lav – det er ikke nu du skal gifte dig med en spansk gademusikant du har kendt i 3 uger…eller, det kan du godt, bare hav en madras under den lyserøde sky, ik – er intuitionen til gengæld på et sjældent højdepunkt. Skal man nogensinde træne sin intuition, så er det her ren øvebane.

Den perfekte brug af en nymåne som denne er at have hovedet i skyerne og benene på jorden. Have de store visioner og smukke drømme sammen med evnen til jordisk manifestation og forståelsen af, at ting tager tid her på jorden.

Ingen begivenhed i Fiskene uden at det er mystisk uden for vores fatteevne. Det betyder ikke, at man behøver gøre alt det, der slutter her til noget emotionelt. Fiskene er kun et vandtegn i astrologien fordi vi ikke har ord for det element, Fiskene egentlig befinder sig i.

Det er ”bare” cyklusser, der slutter. Derfor kan man altid tage et kvantespring i tider som den kommende måned.

Bare skære fra. Dårlig mad, dårlige vaner, dårlige relationer, dårlige situationer. Der, hvor der bare ikke er energi længere. Det, der ikke giver det samme igen, uanset om det er job, forhold etc.

Selv om følelserne kan stikke dybt, så er vi også i 3. dekanat her. Vi er ved at være færdige med Fiskenes sæson, det meste er healet og det er sidste del af en indre proces.

Bare lad det falde ud af hænderne eller gå sin vej. Det er ok og nu skal vi have ro. I Fiskene kan man sove sig ud af meget. Også på sofaen foran fjerneren.

Det er et lettere liv, der venter forude. Vi ved måske ikke med hvem, med hvad eller hvor og det er helt ok. Det er som altid op til os selv, om vi endnu engang vil sige ja til noget eller nogen, vi slet, slet ikke behøver at sige ja til.

Derfor behøver vi måske kun at sige ”nej tak”.

En nymåne som denne lægger op til at drømme en bedre drøm.

En del af os tør måske aldrig at drømme den helt store drøm. Håbet kan hurtigt blive det, der vælter læsset.

Det betyder ikke, at man ikke kan drømme sig ud af det nuværende. Det er så ærgerligt at begrænse sig selv i hvem og hvad man bilder sig selv ind, at man er. Og så går man måske glip af den hjælpende hånd, investering etc der var kommet ud af det blå for at hjælpe en endnu tættere på drømmen.

Håbet kan være lyserødt med sådan en nymåne som denne.

Det er heldigvis en af mine yndlingsfarver.

Louise

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.