Nymåne den 7. december 2018. Afdansningsbal.

Nymåne den 7. december 2018. Afdansningsbal.

Hvordan gik årets heldigste uge for dig? Var der så mange lykketræf, at du helst var blevet der eller var det snarere held i uheld?

Det er ikke slut med magien. På ingen måde. Inden vi kommer til en festlig og sensitiv nymåne i Skytten på fredag den 7. december 2018, har vi lidt af en drømmeuge i vente i dagene op til. Et eventyr, der dog ikke kommer uden en lille krøllet hale på marcipangrisen.

Nymånen på fredag kan bedst betegnes som et afdansningsbal. Den store, afsluttende ceremoni, kulminationen på 3 måneder med Venus i retrograd og i det større billede et helt år med mange retrograd-perioder. Det har været dybt transformerende for os, men også bragt os meget tættere på vores egen, universelle sandhed.

En Nymåne i Skyttens tegn i denne periode kan blive meget, meget festlig. Skal du til fest i weekenden, så øj øj hvor kan det blive sjovt på den virkeligt sjove måde. Et minde for livet.

Der er så lige det ved det, at Mars for tiden er i Fiskene. En vidunderligt kreativ placering, men også lidt forvirrende. Det er lidt sådan noget med, at man er klædt på til fest, men ikke kan finde invitationen. Man kan ikke finde frem til festen, Fiskene har ikke nogen retning. Det er bare spaaace out i kosmisk kærlighed, vi går i alle og ingen retninger. Merkur går dog direkte dagen før, hvilket kan hjælpe lidt på det med besværligheder i trafikken og misforståelser i kommunikationen. Jeg skal dog lige være den type, der også advarer mod alt for meget alkohol, ikke mindst i trafiksammenhæng nu.

Weekenden er også fremragende til visionsarbejde.  Vi har så meget Skytte-energi nu, at man nemt kan sætte sine nytårsforsætter, f. eks. Vi er meget inspirerede nu selv om det måske ikke er tid til at konkretisere planerne. Med Mars i Fiskene kan man dog visualisere og drømme uden det jordiske livs begrænsninger. Rid på bølgen, giv hjernen total frihed til at drømme dit største eventyr op på den allermest idealistiske måde. Der er slet, slet ingen grund til at holde noget tilbage på den front, ej heller kreativt og kunstnerisk – det er måske årets mest inspirerende tid overhovedet, så go for it. Det er gratis LSD uden menneskelige bivirkninger.

Afdansningsballet handler dog mest om Venus og den 3 måneder lange retrograd-periode, vi har haft. Vi er færdige med lidelses-delen, ikke mindst efter at Jupiter gik i Skytten, men der er stadig refleksion og læring.

Og mysterier. Ikke alt er åbenlyst endnu, Jupiter giver altid gaver og her er det at tingene vil definere sig selv. Det er stadig tid til at stole på sig selv såvel som universet. Tiltro til de højere magter er (stadig) nøglen.

Venus retrograd handlede for de fleste nok om romantisk kærlighed, men også selvkærlighed og værdier. Hvad vi holder af og sætter pris på. Det var oppe til stor refleksion, vi blev slået tilbage til start igen og igen. Det var som om universet sagde ”vil du virkelig igennem det mønster igen? Er du helt sikker på, at du ikke er færdig med det eller den eller dem”?. Det hele skete i Venus retrograd og få timer efter, at Venus var gået direkte, sørgede det store intelligente design vi kalder for universet for, at Merkur kunne gå i retrograd, så vi også kunne lære af det her på et mentalt plan. Reflektere. Gå tilbage i processen, måske en mangeårig proces og forbinde punkterne.

For knap en måned siden gik Den Nordlige Måneknude i Krebsens tegn. Det er den ledestjerne, vi kollektivt bevæger os mod. Og som skrevet i indlægget HER, handler den transit i høj grad om kærlighed. Ikke mindst selvkærlighed.

For i al den her magi og sjov og ballade, er en stor betonklods. Den hedder Mars i Fiskene som går i konjunktion med Neptun her i denne uge.

Mars og Neptun passer omtrent lige så godt sammen som appelsinjuice og tandpasta. Ikke en fed kombi at få appelsinjuice når man lige har børstet tænder. Prøv selv, hvis du ikke tror på mig.

Mars er vores indre kriger, aggressivitet, temperament, ild samt overlevelse og forsvar. Det er også de mure, vi bygger om os selv. Her er jeg og her er jeg beskyttet. Fiskene er totaleskapisme (eller kan være – jeg taler om energierne i samspil her). Næh, jeg tager da bare et par lyserøde briller på og ser fortet gennem fantasifilter. Eller lader som om der overhovedet ikke er noget fort.

Så.

Den kombination og alle de her energier i samspil sender os direkte med hovedet først ind i en mur af selvbeskyttelse. Forsvarsmekanisme. Som vil handle om frygt vs kærlighed. Et stort tema for mange mennesker.

Og det kan stikke meget meget dybt, det her. Det kan være forsvarsmekanismer, vi har bygget mens vi var børn eller spæde. Som måske kan virke logiske, men er frygtbaserede. Der er meget stor forskel på, om man er vokset op i et hjem bygget på et kærlighed fundament eller et fundament af frygt. De fleste har nok prøvet lidt af begge.

Ihvertfald kan denne her lidt overvældende og sensitive periode for nogle også betyde, at man bare lukker ned.  Det her går jeg ikke ind i, det gør for ondt, det gamle traume vil jeg ikke kigge på, jeg trækker mig baglæns ind i fuglekassen og skal hverken lære noget eller udvikle mig eller heale noget som helst. Hvilket meget let kan gøres ved at bygge mur om sig selv, lukke sig inde i sit fort eller sætte mure op af bedrag og illusion. ”næh her går det godt, vi er glade og glæder os til juledagene – skål”.

Man kan bruge denne Nymåne til det, nymåner er beregnet til. Nye begyndelser. Som i det her tilfælde kan strække sig langt ind i fremtiden. Kom ind og hæng ud med Mars og Fiskene.

For når vi får de enormt skarpe indsigter, som vi gør for tiden, så er det ægte. Både Merkur og Venus er tilbage i Skorpionen for sidste gang. Det handler om autenticitet, om det ægte. Helt ind til kernen af os selv.

Derfor kan du også let visualisere dig tilbage til den tid, hvor du har bygget de mure eller dannet de forsvarsmekanismer. Hvilket meget let kan vise sig at være i barndommen. Den Nordlige Måneknude i Krebsen ønsker, at vi healer vores indre barn. Man kan jo finde et barndomsbillede af sig selv frem og se på det med modne, kærlige øjne. Fortjener dette barn ikke at få alle sine drømme opfyldt? At leve et liv fyldt med kærlighed, lykke og succes? Fortjener dette barn ikke at blive sat fri til at kunne gøre dette?

Det er en fremragende tid for at gå tilbage og forstå signifikante øjeblikke i ens liv. Som på godt og ondt har haft indflydelse på tidslinjen frem til nu. Som har givet os forståelse og indsigt, og som vi nu kan lægge bag os. Vi kan kaste gyldent lys på barnet, på alle de gange vores forsvarsmekanismer sidenhen har ”hjulpet” os og sætte det fri.

Med al den kreativitet og inspiration vi har nu, er det måske gennem kreative udtryksformer, vi gør det. Måske vi skriver, maler, danser. Laver musik. Musikken er magisk nu, kan I høre det? Tonerne healer og forløser som havde de aldrig lavet andet.

Det er ligeledes en fremragende periode for terapi og coaching, der kan virkeligt komme store indsigter gennem samtale nu. Vi kan skære ind til benet – hvad er det ægte mig og hvad er mig, der er formet af fortid, omstændigheder og begivenheder?

Det er ihvertfald tid til at slutte 2018. Og alt det, der kulminerede i dette retrograd-år. 2019 er en helt, helt anden energi, vi vil allerede se det store energiskifte nytårsaften.

Så velkommen til afdansningsbal. Til et smukt, kreativt, kærligt og festligt afdansningsbal.

Velkommen til både store dig og lille dig.

Louise

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Universal Goals Numerology