Nymåne i Skyttens tegn 18. december 2017. Hvad hjertet ser.

Nymåne i Skyttens tegn 18. december 2017. Hvad hjertet ser.

Årets sidste nymåne befinder sig nøjagtigt i midten af Det Galaktiske Center. Ja, det lyder som ren science fiction og som aspekterne er lige nu, er det sgu også næsten som at være med i en film. En film, hvor man tror, at man har gættet hvem morderen er, men så sker der i sidste øjeblik noget der vender det hele på hovedet. Fordi vi – som jeg skrev sidste gang – endnu ikke ved alt og ikke kan se helt klart.

Spændende? Ja, det er det. Hvis det ikke lige var fordi det er rigtige menneskers liv, det drejer sig om.

Det Galatiske Center befinder sig astronomisk midten af vores galakse (vi bor på Mælkevejen 3. th). Hvis du er til stjernekiggeri og kender Mælkevejen, så er Det Galaktiske Center den sorte ”revne” i midten.

Astrologer og andre himmel-fortolkere anser Det Galaktiske Center for at være der, hvor universet er født. Universets livmoder. Og det er en almen fortolkning, at man her kan modtage ufiltreret information direkte fra Universet.

Solen, Merkur, Saturn og Venus er samtidigt alle i Skytten og samarbejder om at give os hver en individuel besked. En besked, der nemt kan have med fortid/barndom/tidligere liv at gøre, da nymånen danner en kvadrat til Chiron (The Wounded Healer jeg skrev om tidligere på året). En besked eller indskydelse, der kan være medvirkende til at heale det indre barn her hvor vi er over halvvejs med den Nordlige Måneknude i Løvens tegn og derved stå meget stærkere i sig selv.

Det er altså ikke bare årets sidste nymåne, det er også sidste nymåne, mens Saturn er i Skytten. Saturn skifter til Stenbukken den 20. december 2017. Så lad os lige tage den en gang til: Skytten handler om sandhed. Den ultimative, uforfalskede sandhed. Helt inde i kernen, i sjælen. Det, du har inkarneret for at opfylde. Din vision. Dit livsformål. Din sjælskontrakt. Og Saturn i Stenbukken handler om at manifestere dette i løbet af de kommende år, at gøre det virkeligt på det jordiske plan.

For overhovedet at få klarhed og adgang til den sandhed/vision/sjæls livsformål rent mentalt skal vi igennem vores egne mentale overbevisninger først. Det har jeg skrevet om det meste af året. Hvor passer de ikke længere til den person, jeg har udviklet mig til? Var jeg engang ræverød og vil nu hellere stemme på Venstre? Lader jeg ikke mine drømme og passioner blive til noget, fordi man jo ”ikke kan leve af at være kunstner/spirituel/forfatter” eller hvad vi nu har af begrænsende overbevisninger? (lige her vil jeg godt tilføje, at det hjælper gevaldigt at have rent numeroskop for en selv og ens eventuelle virksomhed). Fordi min familie, venner eller andre sociale cirkler jeg tilhører ville synes, at jeg var for mærkelig? ”Jeg kan da ikke gå i gang med dit og dat, det er jeg for gammel til!” “Kvinder må ikke være stærke og mænd må ikke være følsomme” etc etc.

Lyder det bekendt? Det er ofte mentale strukturer, vi har fået i barndommen, i skolen/institutioner eller ud fra det til tider undertrykkende begreb, man i samfundet kalder for ”normalen”. Et begreb, der er opfundet af og for folk, der ikke selv tør udleve deres egen individualitet. Så kan man istedet indkapsle sine forliste drømme bag ligusterhæk, Webergrill, ultramarathons og 9-5 jobs (eller hvad man nu laver idag) og skjult fordømme/være misundelig på de “mærkelige”, der lever uden for stregerne.

Eller – det vil sige: det kunne man. Den går ikke længere. Verden ændrer sig, kulturer forandres, systemer ændrer sig, alt der undertrykker mennesker på sjælsniveau vil ikke overleve de kommende transitter. Det er derfor vi har Jupiter i Skorpionen og Saturn går i Stenbukken. Meget kan siges om de to tegn, men de er nogle tegn der begge står for realitet. Uanset hvor ubehagelig den måtte være at indse til at begynde med.

Nymånen i Skytten den 18. december handler altså om den universelle og højeste sandhed. Det er som Saint-Exupery´s petit prince siger: ” It is only with the heart that one can see rightly. What is essential is invisible to the eye”. Saint-Exupery havde iøvrigt selv sin Nordlige Måneknude i Skytten.

Det er altså en chance for at danne sig en vision baseret på det ægte, på sandhed. Saturn i Stenbukken fra 20. december og flere år frem giver dig muligheden for at skabe det i virkeligheden.

Hvad er din sandhed?

Louise

Universal Goals Numerology