Nymåne i Tyren den 11. maj 2021. Havefirmaet.

Nymåne i Tyren den 11. maj 2021. Havefirmaet.

Forleden da jeg stod i køkkenet og overvejede hvorfor en pære og en pære begge hedder en pære når der nu er så mange andre bogstaver at vælge imellem, ringede det på døren.

Udenfor stod to knægte fra nabolaget. De havde startet et ”firma” hvor de lavede havearbejde, rensede fliser og den slags. Om jeg skulle have lavet noget?

Det tror jeg vist nok, at jeg skulle. Vi lavede en aftale og de unge tog fast med en iver og en fart deres forældre chokeret kunne berette, at de i løbet af deres 14-årige eksistens på Guds grønne jord endnu ikke havde vist at de indeholdt.

Joh, Uranus i Tyren lægger op til nye innovative måder at tjene penge på. Og gerne noget der har med jorden, naturen, sanser, haver og lignende at gøre.

Tirsdag den 11. maj 2021 har vi nymåne i Tyren. Det er altid godt at så et frø ved en nymåne, og når det er Tyrens nymåne per definition det bedste tidspunkt på året at gøre det i praksis.

Nymånen har mange aspekter på besøg denne gang, det hiver lidt i alle retninger. Eklipsen i slutningen af måneden tager til og den lader til at blive kraftigere end jeg ihvertfald havde forventet af en eklipse i et af pauseklovnstegnene.

Saturn og Uranus kæmper stadig om det etablerede over for det nye og innovative – et aspekt der er eksakt igen til juni og som på sin egen bizarro måde via friktion skaber den semitraumatiske udvikling vi kollektivt er i gang med. Hvis Saturn vinder får vi diktatur og hvis Uranus vinder får vi anarki, så knivsægget der skal balanceres på er meget, meget skarpt.

Tyren handler altid om stabilitet og rolighed, de to ovenstående aspekter alene kunne lægge op til at man lige trækker armene ind i vognen inden rutschebanen for alvor sætter i gang. Ikke for store armbevægelser nu, kør det sikkert, stabilt, se på om fundamentet er i orden og hold fast. Uranus er lynet der kan  slå ned, men ikke før det alligevel er tid så man bør ikke slå sig selv alt for meget i bøtten hvis der pludselig alligevel er en flænge i bjergryggen. Uranus er umulig at forudse.

I det hele taget anbefales det ikke at tage noget personligt i den kommende måned. Energierne er altid intense op til en eklipse, vi har Mars i Krebsen som gør at vi alle handler på vores omskiftelige følelser og for at det ikke skal være løgn, er Chiron i Vædderen i kvadrat til Mars i Krebsen så man kan meget let handle på gammelt traume, som jeg skrev om på Facebooksiden forleden.

Haven. Roen. Naturen. Duft til blomsterne, lyt til biernes summen. Naturen er så fantastisk her i Tyrens sæson og hjælper os alle til at komme heeeelt ned i kroppen og slappe heeeeelt af. At blive ved jorden, det tjener os bedst, som Grundtvig udtrykte det.

Ind og mærke sig selv. Tyren er alt hvor man kan sætte ”selv” foran. Selvudvikling, selvhjælp, selv-empowerment. Vi er ”under horisonten”, så det er stadig det nye og måske umodne, vi kæmper med. Mærk hvordan dine og vores værdier måske er skiftet de sidste 3 år siden Uranus gik i Tyren.

Kan I mærke det? Hvordan nogle ting bliver bedre og betyder mere mens andre, der måske for få år siden var enormt vigtige, bare ikke er det længere?

Under horisonten betyder, at vi mest arbejder med instinkter. Tyren er kun det 2. ud af 12. tegn i den udviklingsproces Zodiakken er, derfor kan den være stædig, langsom og et fladpandet drog hvor bevidstheden måske ikke er superhøj. Vi er ude i instinktiv overlevelse.

Sammenholdt med den kommende eklipse kunne det jo tænkes, at vi netop skal have tingene nedefra og op nu. At logikken, hjernen, bevidstheden skal være den sidste der får besked om det forestående så menneskehjernen ikke kan nå at foretage fladpandede beslutninger der kunne obstruere eller forsinke den kosmiske plan.

Vi mennesker har det med at tro at noget skal se ud på en bestemt måde og at der kun er en bestemt måde at opnå det på. Det er ikke sådan kosmos hænger sammen, så slip bare den falske kontrolfølelse og neuroserne.

Giv slip. Forløs. Stræk ud. Dyrk noget yoga. I haven, mand. Især hvis noget er forkrampet, man holder fast på noget. Kæben er spændt, næverne knyttede, tænderne gnidsler. Nogle gange bliver aggressiviteten fra Vædderens sæson siddende helt ind i Tyrens sæson.

Hold det praktisk og frem for alt simpelt. Stol nu på det store univers. Ud af hovedet og ned i kroppen. Gør det i stedet for at tænke på det.

Ligesom de to ungersvende.

Bare gør det.

Louise

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.