Superdupermegamåneformørkelse 2.0. Heltens rejse fortsætter mod november 2018.

Superdupermegamåneformørkelse 2.0. Heltens rejse fortsætter mod november 2018.

Der er så meget at fortælle om dagens store måne-begivenhed, at der her kommer en version 2.0. Du kan læse første runde HER. Jeg var så forhippet på at få alt det, jeg var ved at brænde inde med, ud sidste gang og så blev der ikke så meget plads til basic astrologi..og det er jo også det, den handler om. Der er så meget at sige om den måne, at jeg nærmest ikke ved hvor jeg skal starte.

Derfor bliver det fra begyndelsen. I begyndelsen skabte Gud himl….ahhhhaha, det er GAS. Hvis der nogensinde var en Gud, så var den Gud født i Løvens tegn, haha. Prøv selv at spørge en Løve!

Løven er kongen af alt, af dyrene, af Solen, af kreativitet og kongelighed. Joh, alle Løver er i sandhed født med noget royalt i sig. Som bare ligger der helt naturligt. SE mig, jeg er fantastisk, jeg er kreativ, jeg er Solens barn og jeg hersker over jer alle. Løven er derfor også et af tegnene for autoritet og lederskab, det kommer af det der med at slænge kappen over skuldrene, tage solbrillerne på og gå forrest på sin egen vej. Folk følger sgu sådan noget.

Løven hersker – selvfølgelig – over skuespil, kunst, Hollywood og den slags. Den Nordlige Måneknude har siden maj 2017 været i Løvens tegn og denne superdupermegamåne er konjunkt den Nordlige Måneknude i Løven. Jeg skrev om det dengang, læs indlægget HER. Det betyder, at vi kollektivt på globalt plan bevæger os i den retning fra maj 2017-nov 2018. Det er bl.a derfor Jupiter i Skorpionen henter grimme sager om magtmisbrug og pædofili op fra Hollywoods mørke undergange. Vist nok en ballon der har ventet på at sprænge i mange år. Og det er helt sikkert ikke slut. Danmarks ophøjede skuespillere begynder vist også at røre lidt på sig. Pædofili er een ting, vi er i kvindeår – Månens år – på vej mod et faldende patriarkat, så fokus vil ligge på ubalancer i forhold til at (mis)bruge magt mellem kønnene i meget, meget lang tid.

”Tilbage til Løven!”, siger Løven. ”Det er MIN superdupermegamåneformørkelse!”.

Jaja, jeg skal nok.

Løven hersker også over hjertet og kærligheden. Og love is jo all around us i februar måned. Det handler altså om at følge sit hjerte. At være leder i sit liv og at skabe sin tilværelse ud fra sin passion, ud fra det vi er kommet for at opnå og som sjælen altid vil forsøge at sende os hen imod.

Det er en smuk tanke, men sørme også lettere sagt end gjort. Den Sydlige Måneknude og Løvens modpol er Vandbæreren, som handler om det kollektive. Der kan altså være ydre omstændigheder der skal ændres eller måske helt skiftes ud, hvis vi skal udleve vores drøm. Der kan være mennesker med meninger og holdninger til vores drøm, og de kan få os til at miste modet.

Især hvis du vil noget kreativt, som denne transit i høj grad lægger op til. Vil du være skuespiller, sanger, maler eller poet? Det er jo ikke noget, man tager voldsomt alvorligt i samfundet. Du ”bidrager” ikke, får kunstneren at vide. Dagdrivere, der vil nasse på statskassen, ik? Og Janteloven elsker jo, at alt er gråt, ens og kedeligt, mainstream media vil helst have os i samme retning. Så er menneskene i samfundet nu engang lettere at styre og at sælge til.

En af de største astrologer i nyere tid, Dane Rudhyar, havde en interessant vinkel på en total måneformørkelse som den vi oplever idag. Han arbejdede med transpersonel astrologi og var da også en af Carl Jung´s elever. Iøvrigt var 5´er, han var født den 23. marts og havde i det hele taget et spændende horoskop og numeroskop.

NÅH, men Rudhyar så den her ”skygge” som solen kaster på Månen under en måneformørkelse og som er skyggen af vores Jord som et symbol på at overkomme vore egne skyggesider. Månen repræsenterer vores følelser og tanker og en månebegivenhed som i dag vil især være oplagt til skyggearbejde, til at slippe de her nedarvede kulturelle identiteter og (begrænsende) overbevisninger om hvad MAN bør, kan, må og skal, jeg skrev så meget om sidste år og finde en ny måde at følge sit hjerte. En autentisk måde. Autentisk for DIG.

Har du levet en del år i denne inkarnation, er der en vis mulighed for, at du ikke engang kan høre dit hjertes kald længere. Eller har opgivet håbet. Dem har jeg haft mange af i mine sessioner. Og de har genfundet modet til at gå efter det, de vil. Der var hende, der ville rejse til Nepal og genopbygge et kloster. Ham, der lavede de mest fantastiske kjoler til dukker (!), men måtte holde det skjult af frygt for at blive til grin. Hende, der skulle nå at trekke Andes-bjergene inden sin 70-års fødselsdag. Alle med rene numeroskoper i rygsækken, selvfølgelig.

Og mig selv, der har dyrket kampsport i 30 år, men som stadig drømmer om dansen. Den, jeg måtte nedprioritere da jeg var i 20´erne og trænede begge dele på højt plan. Dansen, som dengang ikke havde samme fremtidsudsigter som Østens kampkunst. Joh, jeg har længe arbejdet på at integrere dansen og kampsporten, måske 2018 bliver året hvor det langt om længe ser det offentlige dagslys :).

Løven repræsenterer heltens rejse. En rejse, jeg ville benytte mig af når nu muligheden er der, når det er de energier, der er i vælten. Superdupermegamåneformørkelsens indflydelse varer op til 6 måneder hvilket passer meget godt med, at vores Nordlige Måneknude så småt vil tænke på at skifte tegn og vi så skal i gang med noget andet.

Du behøver ikke at ændre på det hele i dag. Men kig i det mindste ned og se, om du er på rette vej. Hvis du ikke køber vandrestøvlerne idag, kan du i det mindste begynde at kigge på nettet efter nogen. Og så videre og så videre. Frø skal sås før de kan spire. Det håber jeg, at du vil gøre.

For størst af alt er…..DU! 🙂 🙂 🙂

Brøl med kærlighed,

Louise

 

Universal Goals Numerology