Gratis tolkning af dit numeroskop – kom på venteliste her

Jeg er ved at køre en ny superdame i stilling som numerolog, og efterhånden som hun bliver klar får vi brug for prøvekaniner der kan komme til Hvidovre til tolkning af numeroskop (dine navnes vibrationer sat op i en matrix i forhold tiil hvor godt de understøtter din sjælskontrakt).

Tolkninger vil være gratis. Bemærk, at der ikke er tale om udregning af et nyt optimalt numeroskop ved en gratis prøvekanin-session.

Hvis du er interesseret, så send følgende data til provekanin@universalgoals.dk:

Dit fulde navn (nøjagtigt som det står i Folkeregisteret). Har du haft dit nuværende navn registreret i mindre end 3 år, kan du med fordel sende det tidligere navn også.

Dine fødselsdata (dag-måned-år)

Alle data bliver altid behandlet fortroligt.

Vi indkalder løbende til sessioner og kontakter dig, hvis du er blevet udvalgt.

Louise

Foredrag i Vanløse den 27. marts 2018

Velkommen til et foredrag om numerologi i hverdagen

Kom til et par hyggelige timer og lær mere om, hvordan du kan bruge numerologien i din hverdag.

Universets mønstre og cyklusser kan aflæses på mange måder. Numerologien er en af metoderne.

Numerologien er kompleks og kringlet, men ved foredraget her får du en helt basal indførelse i numerologien. Ugedage, datoer, husnumre, måneder, år, andre mennesker og hvad vi ellers er omgivet af i dagligdagen. Har du købt billet og er der noget, du brænder for at høre om, så giv dit besyv i kommentarfeltet herunder.

Foredraget afholdes af en af Danmarks dygtigste numerologer og ejer af Universal Goals, Louise Falkenberg. Hun er en travl kvinde, så gå ikke glip af denne enestående chance for at få en underholdende og forståelig indføring i numerologien.

Læs mere Foredrag i Vanløse den 27. marts 2018

Om mig

Moi?

Jeg hedder Louise. Københavner og barn af 70erne. Jeg ejer virksomheden Universal Goals og dette er virksomhedens hjemmeside, som jeg selv har bygget fra bunden (sagde hun stolt). Se længere nede hvorfor.

Hvad jeg laver?

Jeg hjælper mennesker. Hjælper til (selv-)indsigt. Balancerer de frekvenser, man som menneske vibrerer med, så der er fri bane til, at man kan udleve sin inderste sandhed. Så man udstråler sit egentlige jeg og tiltrækker det, der vibrerer på samme, høje niveau. Jeg har uddannelserne, jeg har den oprigtige interesse og jeg har evnerne. I kombination har det vist sig at kunne hjælpe mange mennesker. Vil du læse om de services, jeg tilbyder, kan du gøre det HER. Jeg har også en gratis blog, hvor jeg skriver om de energier, der har indflydelse på os kollektivt. Den kan du se under “blog” i menuen. Vil du have automatisk besked så snart der kommer nye indlæg, så kan du skrive din email-adresse ude til højre (hvis du er på pc) eller i bunden (hvis du er på mobil).

Hvem jeg ellers er?

Det meste af mit liv har jeg trænet Taekwondo. Taekwondo har altid været der. Taekwondo er en koreansk kampsport. Hvad kampsport har med mit energiarbejde at gøre? Alt. Kampsport er energiarbejde. For mig var opvågningen gennem kroppen. Det blev til mange år på eliteplan. Taekwondo og jeg har gennemgået mange udviklingsprocesser sammen. Men at dyrke sin kampsport eller kampkunst, som det oftere er i min alder, det er også indgangen til meditation. Det er her, man kan fange sin centrering. Her er jordforbindelsen. Det er aktiv meditation. Taekwondo er meget smukt og det er en sport, der balancerer dig fysisk, psykisk og åndeligt når den udføres i sin rette ånd. Min dagligdag er derfor også bygget op omkring min klub i Vanløse. Den stiftede jeg i 2012 og her er er jeg til daglig cheftræner. I mange dansede jeg også på højt plan indtil jeg måtte vælge en retning. Det blev Taekwondo, og jeg har senere integreret de to. Mere om det en anden gang.

Siden 2003 har jeg også været kampdommer i Taekwondo. Jeg var den første danske kvinde, der brød igennem glasloftet og blev international kampdommer. At være aktiv dommer på højt plan, det er en hel saga i sig selv. Helt lavpraktisk betyder det, at jeg i gennemsnit er til stævne i udlandet 5-10 dage om måneden. På mere eller mindre holdbar Wi-Fi og med mere eller mindre tid til overs, hvorfor mine svartider på mail da kan variere. Jeg prøver at huske at slå autosvar til, ellers kan du altid tjekke Universal Goals´ Facebookside.

Det er et utroligt liv at være international dommer i Taekwondokamp. Helt utroligt spændende og helt utroligt hårdt. Det er så svært, at man ikke drømmer om det. Så mange parametre, så mange nuancer, så meget detaljer der skal være i orden når tusindvis af øjne står på stilke, afspiller ens afgørelser på video igen og igen. Hver med deres briller og mere eller mindre valide ekspertise. Officielt og derhjemme. Taekwondokamp er en OL-disciplin, det er noget der trækker tråde ind i landes regeringer. Det er stort. Man kan som alle andre sportsdommere opleve tilsvining og chikane. Vi har lange arbejdsdage med et minimalt antal af pauser, føde, søvn og komfortabilitet. Hård, intern konkurrence. Joh, der er virkeligt koldt på toppen. Men udsigten er fantastisk. Det har givet mig plads på et udviklingstrin, jeg ikke havde drømt om at komme op på. Global indflydelse. Og selvfølgelig venner og fjender verden over. Ægte venner og fjender. Sammen nedbryder vi kulturelle barrierer og forestillinger omkring hvad man kan og ikke kan.

Det med udlandet er ikke noget nyt. Mine forældre boede i udlandet i mange år og jeg var ganske ung da jeg begyndte at rejse alene. Som 21-årig blev jeg Spiesguide og tilbragte de kommende år med at arbejde i forskellige lande, herunder Spanien, Frankrig, Italien og Marokko. Som 25-årig kom jeg tilbage til Danmark, nu skulle jeg have en uddannelse så jeg ikke blev rodløs nomade. Jeg blev multimediesigner og tog herefter en Bachelor i Medialogy på Aalborg Universitet. Specialiseret i Computer Games development. Jeg elsker teknologi og IT og var allerede i slut 90´erne helt fremme i skoene når det kom til computerspil og ikke mindst internet. Det er noget af det største, der er sket i verdenshistorien. Altså internettet.

De kommende år tog mig i IT-retningen, bl.a forbi Playstation som jeg skrev spilanmeldelser for og lavede events for. I mine studieår lavede jeg mange events i KBH, hvilket atter blev mit professionelle virke da jeg begyndte at få bedre tilbud her. Mine år med at udvikle, spille og anmelde computerspil, med cola og pizza bag nedrullede persienner var slut, det var tid til at begynde et meget udadvendt liv igen. Det blev til mange spændende events som projektleder, herunder VM i Taekwondo i 2009 som blev afholdt i KBH. Adskillige år som salgs- og eventchef for Nordatlantens Brygge, hvis eventafdeling jeg byggede op, blev det også til. Man har vel ikke 6 planeter i Stenbukken for ingenting.

Året før VM var den gamle nomade dog begyndt at røre på sig igen. Og i 2008 sagde jeg min fede salgschefstilling op, solgte lejlighed, møbler og sagde farvel til kæresten. Herefter købte jeg en enkeltbillet til Indien, for nu var det tid til at få fortid og nutid til at integrere sig med hinanden. At få gjort op med en kaotisk barndom med alkohol, vold og religion. Du kan læse om den proces her og om min tid hos Osho her. I Indien fik jeg også mine første ”esoteriske uddannelser” og fik mere og mere hul igennem til de kosmiske kanaler da vejen først var banet. Jeg tog tilbage til DK da jeg fik tilbudt VM og tog så afsted igen efter afviklingen. Til forskellige steder i Indien og Thailand.

Jeg kom også hjem til Danmark igen til sidst. Det var i slutningen af 2010, hvor jeg efter adskillige måneder under jorden hos en Zen-masterinde var “færdig”. Hun viste sig at være slutningen på min daværende spirituelle fase. Og vel tilbage i mit hjemland begyndte jeg for alvor at bygge på fundamenterne til mit livsværk. Taekwondoklubben, dommerkarrieren og mit energi-arbejde. Helt uden for normerne og forestillingerne om, hvordan ens liv skal være. Og her er vi så nu. Lige præcis hvor vi skal være.

Du kan se Taekwondo-klubbens hjemmeside her eller Facebookside her.

Min private Facebook-profil her.

Universal Goals´ Facebookside her.

Min Twitter bruger jeg ikke mere. Det var mest en platform for mine jokes, som er mit kreative udlad. Instagram forsøger jeg mig med, men jeg har lidt svært ved at forstå det, haha. Derfor lægger jeg nogle gange billeder op og så medlidenhedsliker mine venner og familie dem vist. Selv følger jeg mest vidunderlige designere og modetendenser, der er en billedplatform jo fantastisk. Min LinkedIn-profil er ikke opdateret i årevis, mest fordi jeg falder i søvn så snart jeg logger på den platform. Så vågner man der med hovedet nede i tastaturet og et stort L i panden.

Skriv til mig på louise@universalgoals.dk eller kontaktsiden her, hvis du vil i kontakt. Helst ikke gennem de andre kanaler.

Louise Falkenberg (og nogle flere navne).

Universal Goals Numerology