Energierne den 17. – 24. juni 2019. En uforglemmelig tid.

Energierne den 17. – 24. juni 2019. En uforglemmelig tid.

Vi går ind i en af de der uger, så her kommer specialindlæg for den meget aktive energifront vi kan se frem til. Drama på den store klinge, men også optimisme og frihedstrang dominerer starten af ugen hvor vi har en stor fuldmåne. Læs om den HER.

Mandag og tirsdag mærker vi sikkert stadig effekten af det, der kulminerer omkring fuldmånen og gør status over weekendens begivenheder – måske endda med et blik længere tilbage end det, for der er et stort skift på vej for os hver især. Lige her burde tingene være med rimelig jordforbindelse da Månen er i Stenbukken og har du vigtigt arbejde og ærinder i denne uge, er især tirsdag en god dag til det.

Onsdag og torsdag begynder det allerede at brænde under fødderne igen, Merkur i Krebsen er i opposition til Pluto og Mars er også på vej hertil. Altså. Mars over for Pluto…hvis nu vi siger, at vi tidligere havde den Saturn-opposition, jeg har skrevet om før, så svarer det til at man er folkeskoleelev og bliver kaldt ind til rektor. Det er Saturn. Pluto er, når man skal hjem fra skole og der så står en gruppe af de store og ryger ovre i hjørnet. Her er altså ingen kære mor længere. Og det hele kontakter måneknuderne, så en slags forudbestemte skæbne-passager kan vi godt kalde det.

Fredag er et af årets højdepunkter, her har vi sommersolhverv, Solen skifter til Krebsen og Neptun stationerer for at gå retrograd. Årets længste dag. Nyd det endelig, men vid også at vi ikke har vanvittigt godt greb om den Saturnske virkelighed når Neptun er som her. Til gengæld en god dag for meditation, spirituelle events, astralrejser og den slags. Biografen, teatret etc. Det er ikke lige her vi skal skrive kontrakter og den slags. Tag tingene lidt let. Vi er på vej ind i en anden virkelighed og vi ved ikke hvordan den kommer til at se ud.

For strukturer opløses her. Som slutningen på en uge, hvor det der er bygget og bygget op, meget vel kan eksplodere allerede i midten af ugen. Mars i Krebsen har været kogende længe, og med en sensitiv fuldmåne i det der måske er det mest ufølsomme tegn i starten af ugen, er de færreste nok helt i balance.

Har man konkrete opgaver, kan man bare udføre dem. Er det mere en kløen eller irritation, uforklarlig frustration og rastløshed i benene, skal man nok snarere ned i fitnesscenteret istedet eller løbe en tur. En virkeligt lang tur.

Alle er lidt på kanten i denne uge, vi kan mærke dramasæson Krebs komme ind og de forandringer, der kommer med formørkelserne efter juli måned. Det er bare ikke en af de uger, hvor man skal spille med musklerne i trafikken eller provokere andre på nogen måde.

Weekenden er stadig influeret af Neptun, men her kommer Venus ind i billedet hvilket gør at man ser tingene virkeligt godt eller virkeligt skidt i forhold til kærlighed og forhold. Kodeordet her er manglende realitetssans. Super hvis man er i godt selskab, går i parken og hygger sig med en is. Det er en sjov vibe hvis tingene er gode og sjove.

Er tingene på den front derimod ikke så positive eller i forvejen ved at blive hældt i kloakken, kan det være en lidt sværere weekend. Generelt skal man holde det let med Venus i Tvillingerne, man skal ikke tage tingene alt for seriøst her. Space out for uvished (på mange fronter, iøvrigt) er tidens tand og vi har iøvrigt en længere cyklus vi skal til at lukke ned. Der er noget kiggen-tilbage og healing at gøre på den front.

Trangen til at stikke af fra alt det her – til den berømte flaske rødvin, til gamle mønstre der ikke holder længere etc – kan være stærk. Det er bedst at bruge sunde coping-strategier.

For selv om alt det her sætter os under en del pres, så husk at det kun er for en periode – og det pres, den friktion der ligger i alt det her, er ultimativt det der sender os tættere på os selv. Der er et højere udviklingstrin at hoppe op på efterfølgende. Det er ikke nu man skal miste troen på menneskeheden og alt det gode. Som skrevet før har vi mirakler bryggende i baggrunden, de kravler ved siden af os og venter på, at vi er klar. Er du blevet ”stoppet” i den forløbne uge, er der en grund til det. Du er ikke klar, det er ikke klart. Det er en beskyttelse.

Det er stadig tid til at lade det, der skal falde, falde. Måske er du vokset fra en eller anden guru, og så er det tid til at forlade det. Gamle overbevisninger der ikke længere passer til det, vi har udviklet og til. Tæppet trækkes fra og vi får vores nye virkelighed vist uden omsvøb. Illusioner kan vi bare ikke længere, hverken individuelt eller kollektivt. Med nye indsigter omkring, hvem vi er nu, må vi også ændre på vores tidligere handlemønstre. Det er lidt den her med, at skal man have nye resultater må man gøre tingene på en anden måde end man plejer.

Det er på mange måder en hellig tid, et stort øjeblik for udvikling og transformation.

God uge 🙂

Louise

En kommentar til “Energierne den 17. – 24. juni 2019. En uforglemmelig tid.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Universal Goals Numerology