Vejrudsigt juni 2018. Tusindkunstneren.

Vejrudsigt juni 2018. Tusindkunstneren.

Kan I mærke det? Solen er gået i Tvillingernes tegn. Kongen af kommunikation. Tusindkunstneren. Place your bets, ladies and gentlemen!

Vi føler. Vi føler og føler i 2018. Et 2´er år, der handler om at lade tingene komme til en. I stærk kontrast til 2017 der var et 1´er år, her skulle der ageres, der skulle sættes mål for en solbeskinnet fremtid skabt af egen kraft. Men i 2018 er det månen, der regerer. Det handler om intuition, indlevelsesevne, sensitivitet og følelser. Jeg lader tingene komme til mig gennem vibrationer, gennem min magnetisme. I rette tid. Jeg er ikke ude og ”gøre” på samme måde som sidste år, det vil give bagslag. 2018 er et blytæppe for kontrolfreaks.

Og så er der alt det jord. De mest indflydelsesrige planeter kollektivt står i jordtegn. Tyren og Stenbukken. Puuh, det er tungt og det er praktisk og det er realistisk. Uranus, der skiftede tegn i sidste uge –for første gang i 7 år – gav et lille bump i siden til Tyren, der vist uanfægtet gnasker videre. Endnu da.

Derfor har jeg glædet mig så meget til Tvillinge-sæsonen nu. 21. maj til 20. juni, baby. Ikke bare fordi jeg selv har ascendant i Tvillingerne (det er derfor jeg har så meget at fortælle verden), men fordi det giver os lidt mere mental aktivitet. Lidt klarhed her ved midtvejsstatus 2018. Og det hele er bare lidt sjovere i Tvillingernes sæson. Selv har jeg da tænkt mig at være dobbelt op på topsmart hele måneden, jeg er allerede top-elektrificeret.

Tvillingerne er et af mine favorit-tegn. Jeg elsker denne her skarphed, humoren, kreativiteten, fjolleriet og det uvorne. Hehe.  Det frække barn. Ordspillene.

En Tvilling bliver ofte beskyldt for at være overfladisk. En, der skøjter let hen over det hele uden den store dybde. En, der ved lidt om alting fordi Tvillinger er enormt nysgerrige og elsker at snakke med alt og alle. En ægte tusindkunstner.

Det er en fejl at tro, at en Tvilling er overfladisk. Vedkommende opererer bare på flere planer. Og har en skarphed der gør, at de for længst har set, hvem du er. Så har du en Tvilling i dit liv, som du har svært ved at få skabt forbindelse til, så er det ikke fordi de går rundt med hovedet oppe i skyerne. De har set dig. Vejet dig. Og fundet dig for let.

En hård sandhed, men ikke desto mindre en sandhed. Og der er ikke et mere sørgeligt syn end en Tvilling, der keder sig. Sad clown. Og den energi gider vi jo ikke en hel måned, vel?

I numerologien er Tvillingerne repræsenteret af 5-tallet og begge af Hermes (guden, ikke tørklædet). I græsk mytologi var Hermes budbringeren mellem guderne og menneskene. Og han var den eneste, der havde adgang i underverdenen. Guderne havde ikke tilladelse til at komme derned, de ville ikke kunne komme tilbage fordi de ikke ville kunne huske, hvem de var. Hermes er repræsenteret af Merkur, som er planeten for kommunikation. Og Merkurs indflydelse er abstrakt. Æterisk. Døden kan ikke ramme intellektet. Og det er det, Tvillingerne er. Intellekt legemliggjort og inkarneret. Tvillingerne har derfor adgang til den dybeste information. Det skal man ikke tage fejl af, der er intet overflade i det her.

Numerologisk er maj måned 7 skygget af 14/5, hvilket er meget Tvillinge-agtig energi. Skarphed i kommunikation, intuition, at være på rette tid og sted. Rette tid og sted for dem, ikke der hvor det forventes. Jeg er selv sådan en, der ringer hjem fra Spanien når jeg egentlig bare skulle i Netto. Sådan er det. Vi er overalt hele tiden.

Juni måned er numerologisk 8 skygget af 15/6, så nu bliver det straks meget mere underverdensk. En kombination der kan betyde meget, kedelig er den ihvertfald ikke. Jeg vejrer nu morgenluft i min vejrudsigt og jeg skal fortælle hvorfor:

15/6 er skuespillertallet. Det er djævlens kort i tarot. Egentlig er det astrologisk Stenbukkens kort, men det trækker tydelige tråde til vores kære Tvilling. Skuespil, kreativitet, forførende kommunikation, manipulation. 8 med 15/6 har et element af sort magi. Tvillingens kort er som sagt Magikeren og ser man på kortet, så har Magikeren alle elementer til at skabe præcis, hvad han vil, MEN: det skal være hvid magi. Det skal det. Noget ordentligt, noget med integritet, noget der kommer andre end ham selv til gode. For med de energier, vi står i, er der intet der går ustraffet hen. Slet ikke mens Saturn er i retrograd, det er dobbelt op på karma.

 

Så hold dig til det ægte. Sandheden. Fuldmånen den 29. maj er i Tvillingernes modpol Skytten. Den er i harmonisk aspekt til krigs- og handlingsplaneten Mars, så her kan du virkeligt få rykket på noget stort. Skytten handler om meget, men især om at finde sandheden. Den ultimative ubarberede sandhed. Det er derfor Skytten hersker over områder som religion, filosofi og spiritualitet.

Denne fuldmåne har eftervirkninger flere uger ind i juni måned. Og det er sidste gang i mange måneder, at vi har så meget power og handlingskraft som de første to uger af juni. Mars går retrograd i slutningen af juni og går altså ned i hulen til alle de andre planeter, der er retrograd. Der ”sover”. Energien bliver kun svagere og svagere herfra, hvilket jeg har skrevet om i sommer 2018-indlægget, som du kan printe ud og tage med til din boss som helt legit undskyldning for ikke at skulle arbejde i juni-juli-august.

Fra midten af juni bliver det mere kreativt, mere spirituelt. Det er et andet luftlag, det er ikke nær så jordisk som det har været de sidste par måneder. Neptun går også retrograd den 18. juni i positive aspekter til bl.a Merkur og Jupiter, så det er en ideel periode for åndelig udvikling, fordybelse i kreative projekter, rejser og raffinering af kommunikationsprojekter.

Velkommen i kunstnerens hule.

So, issss THIS your card?

Louise

Skriv en kommentar

Universal Goals Numerology