Venus i Vægten, august-december 2018. En jernnæve i fløjlshandsker.

Venus i Vægten, august-december 2018. En jernnæve i fløjlshandsker.

Idag, den 6. august 2018, går kærlighedsplaneten Venus i Vægtens tegn. Venus er helt på hjemmebane her i kardinaltegnet for balance og relationer, og det er også det, det kommer til at handle om for os alle de næste 4 måneder.

Hele Zodiakken beskriver et menneskes udvikling. Fra Vædderen (det første tegn, hvor vi fødes og kun kender os selv, individet) frem til Jomfruen handler det hele om os selv. Jeg skal nok beskrive det hele en dag. Når vi så kommer til Vægten, så begynder det for første gang at handle om ”den anden” eller ”de andre”. Og det er Venus i Vægten ekspert i.

At være opmærksom på  den anden part i en relation handler om mere end bare anerkende deres eksistens. Det går langt forbi det. I sin højeste oktav handler det om at forstå, at vi alle er forskellige. En kunst, der er sværere at mestre end man måske lige skulle tro.

Det handler ej heller om at vide, om partneren helst vil have blødkogte eller hårdkogte æg til morgenmad. Eller at have ondt af andre, når de har det svært. Det er en form for psykologisk mekanisme, der handler om selv-identifikation. Man har dybest set ondt af sig selv.

Det kræver at kunne sætte sig uden for relationen. Som et uvildigt vidne. En observatør, en tredjepart som ikke dømmer eller finder fejl.

Vægtens symbol er…tja, vægten. En vægt. Det eneste tegn i Zodiakken, der ikke er menneske eller dyr. Det er et livløst objekt. Vægten tager ikke stilling til, om det er godt eller dårligt eller hvem der har ret eller ikke ret. Vægten viser bare, om der er for meget vægt til den ene eller den anden side.  Om der er ubalance.

Det er let at tro, at man har sandheden, at man har ret. Men det kan den anden part i en relation jo også have. Også selv om de synes eller ønsker noget andet. Derfor er der brug for en objektiv tilgang.

For at være dygtig til forhold, må man have fornuft. Man er nødt til at kunne være rationel, især nu hvor vi er forbi  Løvens dramatiske Hollywood-kærlighed og Jomfruens praktiske justering af dette. Først når fornuften også findes, er det muligt at dykke ned i Skorpionens intimitet og dybde (Skorpionen kommer efter Vægten i Zodiakken).

Vægten er et feminint tegn, og alle der kender en Vægt ved, at de elsker at smukkesere alt og alle omkring sig – men det er ikke nødvendigvis et letbenet tegn af den grund. Som kardinaltegn elsker man at sætte i gang, tage initiativet og helst også være lederen.

Taler vi romantiske forhold, så er det Vægten der vælger og inviterer gennem forførende signaler. Det er en jernnæve i en fløjlshandsker, det skal man ikke tage fejl af. Venus i Vægten ved, hvad han/hun vil have, er god til at træffe de rette beslutninger/vælge de rette mennesker ud og opnår som regel sine mål.

Derfor strækker dette sig også til andre relationer, det kan være venner, bekendte, forretningsforbindelser. Venus i Vægten viser os alle meget klart, hvad vi kan lide og ikke kan lide i relationer. Vi kan jo ikke lide alle og ikke alle kan  lide os, sådan fungerer verdenen. At vælge og at opbygge de rette, gensidige relationer og undlade at bruge tid eller ressourcer på resten er langt bedre end at være lidt populær over det hele.

Så ja – tid til at se på dine forhold og om der er balance. Og hvis ikke, er der så en valid grund til det (i parforhold er det jo i perioder ens egne behov og andre gange partnerens, der vejer tungest) eller er det bare ikke et harmonisk forhold generelt. Det er tid til at ærligt blik og måske en ærlig snak også. Ikke for at give kritik eller være grov, og her er det jo nærmest en magisk transit, for er der noget Venus i Vægten mestrer, så er det at give feedback uden at få det til at lyde som kritik. Joh, det er i sandhed svært at mestre, men nøglen til succes i alle relationer. Når vi så også  forstår den andens behov, er det langt lettere at skabe balance, at skabe win-win situationer. Hvilket altid er bedst på langt sigt.

Venus vil opholde sig i Skorpionen noget af september og noget af oktober i sin retrograd, det kan du se en video om HER. Det overordnede tema for disse 4 måneder er helt klart at se på ens reaktioner på andre og hvordan de reagerer på dig. Hvad virker og hvad virker ikke?

Det burde være overflødigt, men jeg nævner det alligevel: jeg taler om fysisk interaktion i den fysiske verden, ikke om at like noget på Facebook eller diskussioner i internetgrupper etc. Det har ikke noget med det her at gøre.

Vi starter altså med at se på vores relationelle mønstre for derefter at lave de rette tilpasninger efterhånden som denne transit skrider frem. Fra medio november frem til den 3. december, hvor Venus fortsætter sin rejse til Skorpionen, er det tid til nye begyndelser.

Måske i nye forhold, måske i eksisterende forhold. Nu da du ved, hvad du vil have og kan kommunikere det ærligt og diplomatisk, mens du også har evnen til at forstå den andens behov, har du en langt større chance for succes i alle dine forhold.

Louise

Skriv en kommentar

Universal Goals Numerology